Bøvlede regler holder syge fra udlandet
Rejs til et andet EU-land, hvis knæet værker. Bagefter refunderes regningen. Alligevel benytter få ordningen.
Kun få patienter har benyttet muligheden i det nye EU-direktiv for at tage til udlandet og få behandling.
Kun få patienter har benyttet muligheden i det nye EU-direktiv for at tage til udlandet og få behandling. Foto: Colourbox/free


Syge danskere kan frit vælge, om de vil behandles på et dansk sygehus, eller om de foretrækker at rejse uden for landets grænser.

Med en lægehenvisning har patienter med grå stær, dårlige knæ og andre lettere lidelser siden 1. januar 2014 kunnet tage til et andet EU-land for at blive behandlet ambulant.

Men kun få patienter har benyttet muligheden i det nye EU direktiv, viser en rundringning foretaget af Ritzau til regionerne.

Mens Region Hovedstaden, tæt på Sverige, og Region Syddanmark, tæt på Tyskland, topper med henholdsvis 51 ansøgninger og 40 ansøgninger, er det under 20 personer i hver af de øvrige tre regioner.

Samlet er det under 150 personer, der enten har søgt i deres region om at få udgifterne ved en ambulant behandling refunderet eller henvendt sig for at få en forhåndsgodkendelse til en behandling, der kræver indlæggelse.

Og det er der en grund til, siger sundhedsjurist Kent Kristensen, Syddansk Universitet.

- Reglerne er ukendte for de fleste. Og de få, der har hørt om dem, har svært ved at finde ud af, hvordan de får hul på at søge, siger han.

Også Danske Patienter, der er paraplyorganisation for en række patientforeninger, forklarer de få ansøgninger med ringe information og besværlig sagsgang.

- Det her er kun for de få og ressourcestærke, siger Annette Wandel, chef for kvalitet og politik.

- Der er så mange forhindringer på vejen, at man kan få den tanke, at regionerne ikke ønsker at gøre for meget ud af at forklare mulighederne. Det er jo penge ud af systemet, siger hun.

Hos den private klinik EuroEyes, der har klinikker i Berlin og Hamburg, synes direktør Henrik Esmann, at det er ærgerligt, at så få danskere er opmærksomme på muligheden.

- Der er årligt omkring 50.000, der får en operation for grå stær. Vi ved, at nogle venter i et år for at få en forundersøgelse og derefter igen skal vente, inden de kan blive opereret, siger Henrik Esmann.

- Men lige nu virker det som om, der er en træghed i systemet, siger han.

I Danske Regioner afviser formand for sundhedsudvalget Ulla Astman (S) kritikken og henviser til, at regionernes patientkontorer kender "hvert et komma" i direktivet og er parate til at rådgive patienterne.

- Men ærlig talt så tror jeg, at den manglende interesse skyldes, at patienterne ikke har lyst til at rejse uden for Danmark. Når det kommer til stykket, så vil langt de fleste helst udredes og behandles på det lokale sygehus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.