Hvis fagforeningerne skal sætte prisen ned som betingelse for, at Venstre ikke vil pille ved fradraget, nærmer det sig politisk afpresning.
Det har Harald Børsting, formand for den faglige hovedorganisation LO, meldt ud i en pressemeddelelse på LO's hjemmeside.
Sagen har i løbet af i dag udviklet sig. Først meldte Venstres næstformand, Kristian Jensen, ud til Avisen.dk, at Venstre ikke vil røre ved fradraget for fagforeningskontingenter, der idag ligger på 6.000 kroner.
Løkke: Nej, vi piller ikke
Men den udmelding var Venstres grønlandsordfører, Claus Hjort Frederiksen, lodret uenig i. Han fastslog tidligere idag over for Metroxpress, at det er Venstres politik, at fradraget for fagforeningskontingenter skal sænkes.
Og over for Jyllands Posten og Berlingske har Kristian Jensen i formiddags nu også uddybet, at Venstre kun vil frede fradraget, hvis fagforeningerne selv sætter prisen ned - for eksempel ved at sænke administrationsomkostningerne.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har senere i dag til Berlingske Nyhedsbureau meldt ud, at det ikke er aktuelt at pille ved fradraget med det samme, men at de i Venstre mener, at nogle a-kasser administreres for dyrt.
Upassende indblanding
LO's formand undrer sig også over de forskellige udmeldinger, Venstre er kommet med det sidste døgn.
Hvis Venstre ender med at forlange, at fagforeningerne nedsætter omkostningerne som betingelse for ikke at pille ved fradraget, nærmer det sig politisk afpresning, siger han.
- Det nærmer sig polititisk afpresning. Venstre ved jo udmærket godt, at det koster ressourcer at opretholde og udvikle overenskomsterne. Så det er en upassende indblanding i fagbevægelsens økonomi, mener Harald Børsting.