Børsting om eftermælet: "Jeg har ikke sådan et helvedes stort ego"
Efter fire årtier i fagbevægelsen og otte år som dens absolutte frontmand takker LO-formand Harald Børsting. Men eftermælet siger ham ingenting. Alt for mange har travlt med, hvad de vil husket for, mener han.
Intet mindre end 41 år i fagbevægelsen er det blevet til for afgående LO-formand Harald Børsting. Men eftermælet bekymret han sig ikke om.
Intet mindre end 41 år i fagbevægelsen er det blevet til for afgående LO-formand Harald Børsting. Men eftermælet bekymret han sig ikke om. Foto: Kristoffer Juel Poulsen/Scanpix


Med den kommende LO-kongres slutter 41 års fagligt arbejde for den nu afgående LO-formand Harald Børsting.

Den piberygende formand er sværvægter i mere end én forstand. Alligevel falder svaret meget prompte, da han i et interview med Ugebrevet A4 bliver bedt om at udpege sin største bedrift som fagforeningsboss.

- Jeg går ikke så højt op i det der. Der er for mange, der har travlt med, hvad de vil huskes for. Sådan noget siger mig ingenting. Jeg har ikke sådan et helvedes stort ego, der skal huskes for noget som helst, siger Harald Børsting.

Deler vandene

Harald Børsting ved godt, at han skiller vandene. Nogle har været godt tilfredse med hans indsats. Andre har følt, at han har været alt for pragmatisk.

Det er måske især de lukkede rum og manglen på lyst til at tage bladet fra munden og skælde politikere ud i pressen, der har givet LO-formanden flest interne knubs.

- Det er med at forstå at de store fremskridt nås bagved kulissen frem for i pressen. Det giver en udfordring, fordi det giver mindre synlighed at arbejde bagved i kulisserne, og det er svært at kommunikere, siger han til Ugebrevet A4.

100.000 på slotspladsen nytter ikke

Harald Børsting var vred og skuffet, da VK-regeringen i 2010 pludselig reformerede dagpengesystemet i en barsk manøvre. LO og fagforeningerne protesterede heftigt og samlede 5.000 faglige kernetropper i Odense, ligesom der blev demonstreret og protesteret. Men intet nyttede det.

- Det var vildt frustrerende at opleve, at det ikke flyttede en millimeter. Ikke et eneste komma, siger han.

Frustrationen sidder stadig i den erfarne fagboss. Erkendelsen blev, at man når længere med forhandlinger end med brølende protester. Og at man ikke vinder valg på dagpenge og efterløn.

- Den erfaring sidder dybt i mig, og derfor har jeg selvfølgelig været optaget af, at vi skulle forhandle nogle forbedringer i dagpengesystemet. For jeg tror ikke på, at vi kan skaffe resultater ved at samle 100.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads. Eller ved at løbe i halen af Enhedslisten, siger Harald Børsting til Ugebrevet A4.

Harald Børsting

Harald børsting har siden 2007 været formand for LO, der samler 17 forbund for faglærte og ufaglærte.

Han er født 4. oktober 1952 i Skive og er dermed 63 år gammel. Han er opvokset på halvøen Salling og har siden 1985 været gift med Lillian Knudsen, der indtil 2005 var forkvinde for Kvindeligt Arbejderforbund.

Han blev i 1974 tillidsmand for en fiskefabrik i Glyngøre. I 1980 blev han afdelingsformand for Specialarbejderforbundet (SiD, i dag 3F) i Nordsalling, og i 1983 blev han oplysningskonsulent i SiD og fra 1989 uddannelseskonsulent samme sted.

I 1995 blev han valgt som LO-sekretær og medlem af forretningsudvalget.

Til LO-kongressen i 2007 vandt han en snæver sejr over daværende næstformand Tine Aurvig-Huggenberger. Efter otte år som LO-formand træder han nu af til LO-kongressen i Aalborg.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.