At børste tænder er hverken et spørgsmål om kræfter eller hastighed. Det er et spørgsmål om teknik og tålmodighed.
Det siger Dr. Jonathan B. Levine til Business Insider.
Den New York-baserede tandlæge peger på, at de fleste fejlagtigt tror, at man skal børste tænderne hårdt.
- Den mest typiske og største fejltagelse, folk laver, er, at de børster for hårdt. Folk tror, at man skal børste hårdt for at fjerne plakken, men intet er længere fra sandheden. At fjerne plakken fra dine tænder skal gøres lige så hårdt, som du ville børste dine øjenvipper. Det handler om, hvor effektivt du fjerner plakken, siger Dr. Jonathan B. Levine.
En anden stor fejl folk laver under tandbørstningen er, at de skynder sig.
Dr. Jonathan B. Levine fortæller, at en gennemsnitlig amerikaner bruger 37 sekunder på at børste tænder, men der skal faktisk fire gange så lang tid til - og så skal man slappe af, når man børster tænder.
- Det er på yder- og indersiden, hvor du skal børste omkring to minutter i alt. Den tid skal du bruge. Du må ikke gøre det hårdt, men effektivt. Det handler om den rigtige teknik, siger han.