Børsen i Athen genåbner mandag
Efter fem uger går handlen igen i gang på børsen i Athen mandag. For lokale investorer dog med begrænsninger.
"Merkels bank", har demonstranter skrevet med rød spraymaling på en bank i Athen. Bankerne genåbnede tidligere på måneden, og nu er der også udsigt til, at børsen åbner igen. (Arkivfoto)
"Merkels bank", har demonstranter skrevet med rød spraymaling på en bank i Athen. Bankerne genåbnede tidligere på måneden, og nu er der også udsigt til, at børsen åbner igen. (Arkivfoto) Foto: Thanassis Stavrakis/AP


Børsen i Athen genåbner mandag efter fem ugers lukning, bekræfter en talsperson for børsen kort efter, at Grækenlands finansministerium havde udsendt et dekret om genåbningen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge finansmedier vil der være visse restriktioner for investorer baseret i Grækenland, når handlen genoptages. Det er ikke umiddelbart klart, hvad disse begrænsninger indebærer.

Tidligere sagde en kilde i det græske finansministerium, at der nu var en underskrift på dekretet om at lade børsen åbne igen, skrev nyhedsbureauet AFP.

Børsens genåbning er blevet udskudt flere gange.

Både børsen og bankerne blev lukket den 26. juni, da Grækenlands regering indførte kapitalkontrol for at forhindre et truende økonomisk kollaps i det finansielle system.

De græske banker genåbnede forrige mandag, og den græske regering har rådført sig med Den Europæiske Centralbank, ECB, om, hvornår den græske børs skulle åbnes på ny.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.