Børnerådet: Tag ærlig snak med dine børn om attentatet
Politi, socialforvaltning og skoler i København vil samarbejde om at oplyse børn og unge efter terrorattentat.


Dialog er den bedste vej for børnene til at forstå og håndtere det terrorangreb, der ramte København i weekenden.

Det siger Børnerådets formand, Per Larsen, til Ritzau.

- Det er vigtigt at tage en snak med sine børn, for det er umuligt at holde dem væk fra nyhederne om, hvad der er foregået. Man skal ikke undgå snakken eller sandheden, men tage den for at få sat tingene i det rigtige børneperspektiv.

- Situationen kan være med til at skabe en stor frygt hos børnene, og det kan sætte fantasier i gang. Med de yngste børn er det vigtigt at skærme dem fra de mest barske nyheder, siger Per Larsen.

Børnerådsformanden har en fortid som chefpolitiinspektør gennem mange år i København. Han påpeger, at dialogen også skal omfatte de børn og unge, der er i farezonen og har sympati for attentatet.

- De har også brug for anerkendelse og for at blive hørt og inkluderet i fællesskabet. Formålet er at få dem ind på det rigtige spor, siger Per Larsen.

Han forklarer, at nogle af de samme dialog-metoder hjælper for den gruppe af folk i farezonen, der er blevet voksne. Også her er det fordelagtigt at inddrage familien, siger han.

Politi, socialforvaltning og skoler i København er gået sammen om en handleplan, der skal sikre, at utryghed og frustrationer hos børn og unge i kølvandet på attentaterne i København bliver håndteret i opløbet og med dialog.

Planen omfatter blandt andet at arrangere flere dialogmøder for både lærere, elever og forældre i skoler og ungdomsklubber, skriver Politiken.

Børnerådet roser handleplanen, hvor der er en klar rød tråd, siger Per Larsen.

- Det er en fremragende plan, hvor helhedsbilledet hænger sammen. Det er meget, meget vigtigt, at man laver en hurtig reaktion på tingene. Man fortsætter og forstærker de tanker, man har haft i mange år netop nu, hvor det hele koger.

- Og så fokuserer man på ting, som man ved virker, siger Per Larsen til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.