Børnenes verden er brudt sammen i Nepal
Red Barnet estimerer, at næsten 5000 skoler er smadret i Nepal efter jordskælvet.
Jordskælvet i Nepal har skabt store ødelæggelser i landet.
Jordskælvet i Nepal har skabt store ødelæggelser i landet. Foto: Bernat Armangue/AP


Børnenes verden er bogstavelig talt brudt sammen i Nepal. Og som ødelæggelserne bliver talt op efter lørdagens voldsomme jordskælv, viser der sig omfattende ødelæggelser i Nepals skolevæsen.

Red Barnet estimerer, at 5000 skoler er fuldstændig smadret, hvilket vil få langvarig indflydelse på 75.000 børn i landet.

I det værst ramte område, Gorkha-distriktet nær epicentret, er 90 procent af de 500 skoler slemt beskadiget.

- Det er jo en del af det, at verden er faldet fuldstændig sammen for børnene. Og vi ved fra andre katastrofer, at bare det at komme i skole er med til at reducere følelsen af chok hos børnene, siger Anne Sophie Dybdal, børnepsykolog i Red Barnet.

Kommer børnene ikke hurtigt i "nødskoler", kan det give huller i børnenes uddannelse. Og endnu mere ødelæggende er de psykologiske skader, den manglende stabilitet ved skolegangen kan give.

- Der er en forhøjet risiko for depression og angst, samt en følelse af håbløshed, siger Anne Sophie Dybdal om de mange børn, der sover på gaderne eller under presenning lige nu.

For Red Barnet er det fundamentalt, at de og deres familie kan få en form for dagligdag igen, hvor familierne stadig kan sende deres børn i skole, så de ikke skal lave børnearbejde.

- Vi ser i nogle katastrofer, at det der følger efter, det er, at børnene bliver taget ud af skolen for at arbejde, og så kommer de aldrig rigtig i gang igen, siger Anne Sophie Dybdal.

Særligt er det vigtigt, at pigerne kommer i skole, da piger ofte har ringere status og ikke forventes at kunne tjene mange penge til familien. Derfor sættes de oftere til børnearbejde eller risikerer tvangsægteskab i en ung alder.

Red Barnet ved endnu ikke, hvor lang tid det vil tage at opbygge skolevæsnet, men koncentrer sig lige nu om at få organiseret nødskoler i landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.