To gange torsdag kontaktede en mand - formentlig den samme - mindreårige piger i den sønderjyske by Sommersted.
Første gang var klokken ca. 14.15 på Storegade ved tankstationen, Sommersted Autoservice, hvor en otte-årig pige på cykel blev kontaktet af en mand i en sort personbil. Han rullede vinduet ned og tilbød hende en is på tanken.
Næste gang var klokken 17 på Ingeniørvej ved siden af skaterpladsen, hvor en pige på 12 år kørte på sit løbehjul. En mand i en sort personbil, muligvis en BMW, rullede vinduet ned og spurgte pigen, om hun ville med hjem.
I en pressemeddelelse skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, at politiet nu gerne vil i kontakt med manden for at finde ud af, hvad der ligger bag hans adfærd.
Politiet beder i pressemeddelelsen forældre være opmærksomme på sagen og stille og roligt tale med deres børn om, at børnene ikke bør tage mod gaver fra fremmede voksne, følge med dem eller stå ind i en fremmed bil.
Manden beskrives således:
- Ca. 50 år gammel
- Mørk i huden
- Talte dansk uden dialekt
- Kort mørkt hår med synlige tindinger og grå hår i siden
- Mørkt kort trimmet skæg
- Iført lys ternet skjorte med rød krave
Hvis nogen mener at vide, hvem manden kan være, bedes de kontakte lokalpolitiet i Haderslev på telefon 114.