Børnegrupper hjælper adopterede børn
Danmark går forrest med samtalegrupper for adoptivbørn. De skal støttes i at turde tale åbent om deres tanker
Birgitte Vallø og adoptivdatter Anna-Regitze. Adoptivbørn kan føle, at de skal være taknemmelige, og derfor undlader de at tale om deres vanskeligheder. Danmark går forrest med samtalegrupper.
Birgitte Vallø og adoptivdatter Anna-Regitze. Adoptivbørn kan føle, at de skal være taknemmelige, og derfor undlader de at tale om deres vanskeligheder. Danmark går forrest med samtalegrupper. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


"Når mine biologiske forældre bortadopterede mig, var det så fordi, jeg var for besværlig eller ikke sød nok."

"Mon de stadigvæk tænker på mig, og har jeg søskende, som de valgte at beholde."

Som det første land tilbyder Danmark adopterede at deltage i børnegrupper, hvor de kan dele deres tanker og spørgsmål.

Under ledelse af psykologer og terapeuter fra Ankestyrelsen skal børnene tale med ligesindede om, hvordan det er at vokse op langt fra det land, hvor de er født, og hvor de biologiske forældre måske stadig bor.

Den første gruppe mødes i løbet af foråret i København, og siden skal tilbuddet udbredes til hele landet.

- En adoption vil altid påvirke barnet.

- Selv om det vokser op under trygge rammer i en god familie, så vil det ind imellem kigge sig selv i spejlet og sige "jeg ligner ikke mine adoptivforældre - gad vide, hvordan mine biologiske forældre ser ud", siger Anita Berner, psykolog og faglig leder i Ankestyrelsen.

Initiativet roses af Maria Meena Andersen, der selv er adopteret fra Indien og i dag er rådgiver på Adoption og Samfunds rådgivningslinje.

Hun siger, at der er et stort behov hos adopterede for at kunne betro sig til andre i samme situation.

- Børnegrupperne er en anerkendelse af, at det kan være problematisk at være adopteret. At vi kan bære på en særlig bagage.

Selv er hun opvokset hos adoptivforældre, der var åbne om, at hun var anderledes end andre børn.

- Jeg har en dejlig varm familie, som har opdraget mig til at se det som en styrke at skille sig ud.

Alligevel husker hun, at det kunne være svært at åbne sig helt og for eksempel fortælle forældrene, at hun var blevet drillet i skolen.

- Jeg forsøgte at skåne dem for min sorg over at se og føle mig anderledes. Allersværest var det tage hul på de helt personlige sår på psyken, siger Maria Meena Andersen.

Andre, mener hun, holder sig tilbage, fordi de vokser op med en følelse af, at de skal være taknemmelige. Måske fordi de voksne fortæller dem om det elendige liv, de kunne have fået.

- Så kan det være svært at sige, at man føler sig uden for - også i familien. /ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.