Børn og unge i Gellerupparken råber ad politiet
Politiet opfordrer forældre til at være opmærksomme på, hvor deres børn er om aftenen under ramadanen.
Politiet advarer om, at helt små børn er med til at råbe mod betjente i Gellerupparken. (Arkivfoto)
Politiet advarer om, at helt små børn er med til at råbe mod betjente i Gellerupparken. (Arkivfoto) Foto: Posselt L®rke/Polfoto


Under ramadanen er børn ude sent om aftenen i Gellerupparken, og sammen med de unge i området råber de efter politiet.

Et enkelt barn på omkring ni år har endda været med til at kaste sten, fortæller Leif Benny Kristensen, der er leder af lokalpolitiet i Aarhus.

- De får flere og flere gode ideer. De bliver tiltrukket af de numre, de ældre laver, siger Leif Benny Kristensen.

Børnene er ude til omkring midnat, hvor de unge i området kører ræs og skændes med politiet. Tirsdag aften var der særlig mange børn på gaden, fortæller Leif Benny Kristensen.

- Der blev en oppisket stemning mod nogle cykelbetjente, og der blev kastet med sten, siger Leif Benny Kristensen.

- De begynder at få samme adfærd som de unge urostiftere, fordi de synes, det er smart, siger han.

Ingen betjente kom til skade. Men politiet opfordrer forældrene til at være særlig opmærksomme på, hvad deres børn laver - også selv om de siger, at de bare er hjemme hos en ven.

- Vi appellerer til forældrene om at være klar over, hvor deres børn er, og hvad de kan blive en del af, siger Leif Benne Kristensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.