Børn med blomster i kø for kongelig fødselar
Den svenske kong Carl Gustaf fylder 69 år torsdag, hvor han blandt andet vil tage imod buketter fra børn foran slottet.
Kong Carl Gustaf fylder 69 år torsdag. Her ankommer han sammen med dronning Silvia til gallafest i anledning af dronning Margrethes 75-års fødselsdag tidligere på måneden.
Kong Carl Gustaf fylder 69 år torsdag. Her ankommer han sammen med dronning Silvia til gallafest i anledning af dronning Margrethes 75-års fødselsdag tidligere på måneden. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Det skal råbes hurra, synges og vinkes, når den svenske kong Carl Gustav torsdag fylder 69 år. Derudover får alle børn mulighed for personligt at aflevere en buket blomster til den kongelige fødselar.

Det skriver det svenske kongehus på deres hjemmeside.

Festlighederne, der foregår foran Stockholm Slot, starter klokken 11.25 ved at hærens musikkorps marcherer ind på slotspladsen, hvor de vil spille for de fremmødte stockholmere.

Klokken 11.45 vil kongen komme til syne på slotspladsen til den traditionelle marchmusik fra korpset, og klokken 12.00 affyres der 21 kanonskud fra Skeppsholmen til ære for kongen.

Herefter skal kongen hyldes med et firefoldigt hurra og den traditionelle svenske kongesang, som også kaldes for "Ur svenska hjärtans djup en gång," der er sangens første linje.

Efter sangen er det så børnenes tur til at stille op på række og efter tur overrække deres medbragte blomster til kongen. Kong Carl Gustaf tager personligt imod blomsterne fra hvert enkelt barn, som også får et håndtryk fra kongen som tak.

Festlighederne sluttes torsdag eftermiddag af med, at kongen sammen med sin familie vinker til de fremmødte fra et stort, åbent vindue i slottets riddersal.

Her vil man sandsynligvis også kunne få et glimt af dronning Silvia og deres tre børn kronprinsesse Victoria, prins Carl Philip og den højgravide prinsesse Madeleine.

Med foran vinduet sidste år var desuden den dengang kun to år gamle prinsesse Estelle, der er kronprinsesse Victorias førstefødte.

Se kongehusets egen video fra fejringen af kongens fødselsdag 2014 her: https://www.youtube.com/watch?v=tks0Wsi60iU#t=12

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.