Børn forgiftes af ADHD-medicin
374 børn, der alle var forgiftede med ADHD-medicin, har fra 2007 til 2014 modtaget hjælp fra Giftlinjen på Bispebjerg Hospital.
Misbrug af ADHD-medicin kan give en amfetaminlignende rus.
Misbrug af ADHD-medicin kan give en amfetaminlignende rus. Foto: Scanpix arkiv


374 børn, der alle var forgiftede med ADHD-medicin, der indeholder det rus- og afhængighedsskabende stof methyl-phenidat, har fra 2007 til 2014 modtaget hjælp fra Giftlinjen på Bispebjerg Hospital.

Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Giftlinjen, skriver metroxpress.

"I over halvdelen af tilfældene var forgiftningerne tilsigtede. 57 procent af børnene havde enten ønsket at misbruge medikamenterne eller at begå selvmord med dem," forklarer Giftlinjens overlæge og professor Kim Dalhoff om børnene i undersøgelsen, der var mellem 6 og 17 år og havde en gennemsnitsalder på 15,5 år.

Når børn bevidst misbruger medicinen, kan de opnå en amfetaminlignende rus. Men methylphenidat kan ifølge Sundhedsstyrelsens bivirkningsdatabase give alvorlige skadevirkninger som hurtig hjerterytme, psykiatriske skader, kredsløbsforstyrrelser og hjertesygdomme, der forstærkes ved overdosering og i sidste ende kan være dødelige.

Men det er ikke kun danske børn, som misbruger methylphenidat. Det samme gør et stigende antal voksne, som typisk har taget to til tre gange for høj dosis. Det viser en undersøgelse, som blandt andre medicinansvarlig overlæge på Region Hovedstadens Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Anne Katrine Pagsberg har været med til at lave:

- Af undersøgelsen af 394 forgiftede voksne med og uden ADHD-diagnosen fremgår, at det især er unge mænd, som misbruger methylphenidat. Hovedparten har fået den ordineret. For tre procents vedkommende skyldes forgiftningen en fejl, andre har forsøgt at begå selvmord. 40 procent har gjort det med henblik på misbrug, forklarer hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.