En mor fik sig noget af et chok, da hendes børn viste hende det fund, de havde gjort i en skov ved Tureby nær Køge.
Børnene havde leget i deres hule i skoven, da de i går, onsdag, pludselig fandt et gevær med kikkertsigte.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport tvivlede børnene først på ægtheden af våbnet, men da moderen så det, var hun ikke i tvivl og kontaktede straks politiet.
På det udpegede findested i skoven fandt politiet yderligere to rifler indpakket i plastik. Politiet sendte bud efter en hundepatrulje til at søge i området, og der var bingo. Det samlede fund blev i alt ni geværer og rifler, som politiet nu undersøger nærmere for at finde ud af, hvor de stammer fra.