Børn af misbrugere: Lærere mangler viden
Otte ud af ti lærere kender et barn, som mistrives på grund af forældrenes druk. Men de fleste lukker øjnene.


I hver klasse sidder i gennemsnit mindst en elev, som vokser op med forældre, der misbruger alkohol.

Alligevel føler flertallet af lærere sig dårligt rustet til at støtte og rådgive børnene, og derfor afholder mange sig fra at tale åbent om problemet.

Bag undersøgelsen står organisationen Tuba, hvor landsleder Henrik Appel kalder lærernes manglende handling for et misforstået hensyn.

- Med den holdning risikerer vi, at børnene tabes på gulvet. Tavshed, tabu og isolation er noget af det værste ved en barndom med alkoholmisbrug, siger Henrik Appel.

Undersøgelsen bygger på svar fra 272 lærere, som i september er spurgt, om de føler sig i stand til at hjælpe eleverne, hvordan de handler, og om de mener, de får den rette vejledning og støtte.

Mere præcist viser undersøgelsen, at ikke færre end 83 procent af lærerne har oplevet et barn i dårlig trivsel på grund af alkoholproblemer i hjemmet.

Men 53 procent synes ikke, at de har tilstrækkelig viden om, hvordan børn påvirkes af at vokse op med misbrugende forældre, og det får flere end halvdelen til at undlade at gribe ind.

- De her børn gemmer sig ofte bag en meget sofistikeret facade, men med en smule viden, behøver det ikke at være så kompliceret, siger Henrik Appel.

- For eksempel skal lærerne vide, hvordan de skaber et rum, hvor eleverne har tillid til, at de kan tale om forholdene derhjemme.

Tuba har 13 afdelinger, hvor de tilbyder gratis rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år. Her viser erfaringen, at det ikke kun er skolerne, som står famlende over for alkoholmisbrug.

Det samme gælder for pædagoger.

94 procent af de unge, der søger støtte i organisationen, har aldrig talt med hverken en lærer eller en pædagog om deres svære opvækst.

- Næsten alle, der får hjælp i Tuba har savnet modige voksne, siger Henrik Appel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.