Med øjeblikkelig virkning har Aalborg Kommune overtaget hjemmeplejen for borgere, der tidligere har fået hjælp fra det private firma Din Hjemmepleje Aalborg.
Virksomheden er torsdag gået konkurs, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Dermed har endnu en nordjysk leverandør af pleje til ældre borgere drejet nøglen om i løbet af kort tid.
Thomas Krarup (K) er rådmand for kommunens ældre- og handicapforvaltning. Han garanterer, at alle borgere, der har brug for hjælp, får det.
- Vi har overblik over de borgere, som modtager hjælp til personlig pleje, og dem tager vi hånd om allerede i dag. Derfor vil alle fortsat få den hjælp til personlig pleje, som de har behov for, siger han i pressemeddelelsen.
Ifølge fagforeningen FOA, der blandt andet organiserer hjemmehjælpere, blev Din Hjemmepleje Aalborg onsdag dømt til at efterbetale 125.000 kroner til tre medlemmer af FOA Aalborg.
Samtidig skal virksomheden betale en bod på 25.000 kroner til FOA.
Tal fra fagforeningen viser, at seks nordjyske firmaer nu har smidt håndklædet i ringen i løbet af de seneste få år. I alt har FOA registreret ni konkurser i branchen i 2016.
FOA's forbundsformand Dennis Kristensen forventer kun, at konkursbølgen fortsætter.
- Der er et skrigende behov for nye og klare regler på det her område. Konkurserne og usikkerheden stopper ikke, før vi får nye regler, siger han i en skriftlig kommentar og uddyber:
- Det bør være krav til ledelsens kompetencer og til virksomhedens økonomi. Det bør være krav om klare faglige standarder. Og så er der et generelt behov for arbejdsklausuler i kontrakterne, så vi undgår useriøse firmaer.
Aalborg Kommune oplyser, at borgere med behov for hjælp til personlig pleje bliver prioriteret først. Det drejer sig om 22 personer.
Cirka 130 borgere har brug for hjælp til rengøring og tøjvask. De skal finde en ny leverandør, hvis ikke de automatisk vil flyttes over til kommunens egen enhed.
/ritzau/