Bødlen-Bødker: Et hattrick er ekstra specielt
Mikkel Bødker var godt tilfreds med sin indsats efter hattricket i 4-1-sejren over Ottawa Senators.
Mikkel Boedker (89) skøjter fra en modstander, og lørdag nat dansk tid havde danskeren også fart i skøjterne i Ottawa (arkivfoto).
Mikkel Boedker (89) skøjter fra en modstander, og lørdag nat dansk tid havde danskeren også fart i skøjterne i Ottawa (arkivfoto). Foto: Julio Cortez/AP


Efter fire nederlag på stribe satte Mikkel Bødker en prop i for Arizona Coyotes, da han med et imponerende hattrick var manden bag 4-1-sejren over Ottawa Senators natten til søndag dansk tid.

Bødker var flyvende for udeholdet, og selvom han fremhævede holdindsatsen, turde han også godt udtrykke tilfredshed med sin egen præstation.

- Sejren var det vigtigste, men rent egoistisk var det fantastisk at komme på tavlen, og med et hattrick er det ekstra specielt, siger Bødker i en interview på klubbens YouTube-kanal.

Arizona-holdet er i øjeblikket på en længere rundtur med en stribe udebanekampe, og her er Mikkel Bødker og co. kommet rigtig skidt i gang med fire nederlag på stribe.

Derfor var sejren i Ottawa også ekstremt vigtig for holdet.

- Det var meget vigtigt på denne udebanetur, hvor vi stadig har to kampe igen. Det var vigtigt at vise, at vi også kan vinde på udebane og i tætte kampe, lyder det fra den danske forward.

De to næste kampe for holdet er mod Toronto Maple Leafs og Boston Bruins.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.