Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker fik ikke den bedste start, da han tirsdag aften amerikansk tid debuterede for sin nye klub, Colorado Avalanches, i NHL.
Colorado med Bødker på banen i knap 17 minutter tabte 3-6 på udebane til Minnesota Wild, skriver nhl.com.
26-årige Bødker blev noteret for ét point, da han allerede efter et halvt minut af første periode havde tredjesidste stav på pucken, da Colorado bragte sig foran 1-0.
Men herefter satte Minnesota sig på perioden, som holdet vandt med 3-1.
I anden periode kom Colorado stærkt igen og scorede periodens to eneste mål.
Men i tredje periode viste hjemmeholdet sig for stærke for Bødkers nye klub. Minnesota scorede tre gange til resultatet 6-3.
De to sidste mål blev dog scoret i de sidste to minutter, og derfor er tremålssejren en smule misvisende for den ellers tætte kamp.
Mandag skiftede Mikkel Bødker til Colorado Avalanches efter otte år i Arizona Coyotes. I denne sæson var han før skiftet noteret for 39 point fordelt på 13 mål og 26 assister.
Dagen skulle også have budt på et danskeropgør, men det gik i vasken, da Jannik Hansen blev skadet lige inden Vancouver Canucks' hjemmekamp mod New York Islanders med Frans Nielsen.
Islanders vandt kampen 3-2 på et sejrsmål scoret syv minutter før tid.
Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets tabte på hjemmebane 2-3 til Florida Panthers. Ehlers stod for assisten ved udligningen til 1-1 i anden periode.
/ritzau/