Bødker bomber sit NHL-hold ind i slutspilsræset
Danskeren scorede det eneste mål i straffeslag og gav sit hold sejren over Calgary Flames natten til lørdag.
Mikkel Bødker, til højre, afgjorde nattens NHL-opgør, da danskeren som den eneste formåede at score på straffeslag. Arkivfoto.
Mikkel Bødker, til højre, afgjorde nattens NHL-opgør, da danskeren som den eneste formåede at score på straffeslag. Arkivfoto. Foto: David Zalubowski/AP


Colorado Avalanches danske nyerhvervelse blev igen kampafgørende, da holdet var på besøg hos Calgary Flames i en vigtig kamp, der kunne være et vigtigt vidnesbyrd om, hvem der skulle have adgang til NHL's slutspil.

Mikkel Bødker, der skiftede til Colorado i slutningen af februar, scorede på straffeslag efter forlænget spilletid som den eneste af seks skytter. Dermed vandt Colorado kampen 4-3, efter stillingen var 3-3 før straffeslag.

Bødker var også på spil i ordinær spilletid, da han lavede en assist til holdkammerat Erik Johnson, der kunne udligne til stillingen 1-1. Siden trak Calgary fra og førte 3-1, men Colorado og Bødker fik slidt sig tilbage i kampen og udlignet til 3-3.

Det er ikke første gang, at Mikkel Bødker viser sit værd efter skiftet til Colorado Avalanche.

Natten til torsdag blev danskeren kampafgørende, da han scorede to gange under sin klubs besøg i Canada hos Jannik Hansens Vancouver Canucks.

Med sejren rykker Colorado tre point over den grænse i Western Conference, der giver adgang til et såkaldt wildcard - en billet til slutspillet i NHL. Minnesota Wild er nærmeste forfølger, men de har en kamp til gode i forhold til Colorado.

Frederik Andersen havde ligeledes en succesfuld kamp i NHL. Den dansk målmand holdt buret rent og blev udpeget som kampens bedste spiller, da Anaheim Ducks bankede Boston Bruins 4-0.

Andersen havde kun fået chancen på grund af influenza hos holdkammerat og konkurrent John Gibson. Danskeren afværgede 38 ud af 38 skud.

- Frederik Andersen var outstanding i aften. Begge målmænd presser hinanden til at blive bedre kamp efter kamp, og når det sker, så bliver du succesfuld, siger Anaheim Ducks' cheftræner, Bruce Boudreau, til nhl.com.

Hverken Jannik Hansen eller Nikolaj Ehlers var i aktion, da henholdsvis Vancouver Canucks og Winnipeg Jets tabte.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.