Bødesmæk på 800.000 for at underbetale østarbejdere
Landbrugsselskab sendte falske erklæringer til myndighederne. Flere udenlandske ansatte blev underbetalt.
Landbrugsselskab sendte falske erklæringer til myndighederne. Flere udenlandske ansatte blev underbetalt.
Landbrugsselskab sendte falske erklæringer til myndighederne. Flere udenlandske ansatte blev underbetalt. ARKIV: Camilla Rønde/Scanpix.


I flere år blev især ukrainske ansatte i et sønderjysk landbrugsselskab underbetalt, fastslår Vestre Landsret i en dom torsdag.

Selskabet Thyssen & Reinholdt I/S straffes med en bøde på 800.000 kroner, hvilket er en skærpelse i forhold til byrettens dom, som lød på 640.000 kroner.

Desuden er hovedejeren af selskabet, den 32-årige Alf Thyssen Reinholdt, idømt en bøde på 600.000 kroner.

Tiltalen drejer sig både om overtrædelse af udlændingeloven og af straffeloven.

Over for myndighederne blev der afgivet falske tro- og loveerklæringer, og to fodermestre og en assisterende driftsleder blev underbetalt.

Desuden blev selskabet dømt for at have ladet fire praktikanter arbejde mere end de tilladte 37 timer om ugen i gennemsnit.

På en række punkter blev de tiltalte dog frifundet.

I torsdagens dom har landsretten i Sønderborg stadfæstet byrettens afgørelse, når det drejer sig om lovovertrædelsernes omfang.

Men straffen er altså skærpet, når det gælder selskabet.

Sagen begyndte, da en ukrainer henvendte sig til 3F i Vojens i forsøget på at få den korrekte løn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.