Boe og Mogensen vinder All England
Herredoublen Mathias Boe/Carsten Mogensen vandt finalen i All England over Fu Haifeng og Zhang Nan fra Kina.
Mathias Boe og Carsten Mogensen kunne søndag juble over karrierens anden All England-triumf.
Mathias Boe og Carsten Mogensen kunne søndag juble over karrierens anden All England-triumf. Foto: JØRGENSEN JAKOB/JAKOB JøRGENSEN


For anden gang i karrieren kan den danske herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen fejre en All England-titel sammen.

Danskerne, der tidligere har vundet badmintonturneringen i 2011, vandt søndag finalen over kineserne Fu Haifeng og Zhang Nan, der rangerer som nummer ni i verden.

Boe og Mogensen, som selv er verdens næstbedste konstellation, sejrede med cifrene 21-17, 22-20.

- Vi har set All England, siden vi var helt små, og det er fantastisk at vinde. Publikum er fantastisk her, og der er så mange traditioner forbundet med denne turnering. Vi elsker at spille her, og det er fantastisk at vinde igen, siger Mathias Boe til badminton.dk.

Danskerne var i offensiven fra start og dominerede duellerne. Det kastede en tidlig 7-4-føring af sig, men det var pointstimen fra 13-13 til 16-13, der for alvor sendte danskerne mod sætsejren.

Den rutinerede Fu Haifeng begik flere uprovokerede fejl i slutfasen, og efter et tæt på perfekt spillet sæt udnyttede danskerne den første sætbold til 21-17 efter 20 minutters spil.

Andet sæt var meget lige, men kineserne var for det meste et lille skridt foran. Danskerne fik dog fuld kontakt ved 18-18, og ved 20-19 var der dansk matchbold.

Kineserne afværgede imidlertid, inden danskerne igen spillede sig til matchbold og denne gang sikrede sig sætsejren til 22-20.

Dermed kunne danskerne juble over sejren, som var den første ud af to møder med det kinesiske par.

- Selvom de ikke er seedede, er det et af verdens bedste par. Vi vidste, at vi skulle spille vores bedste i dag, og det gjorde vi, siger Carsten Mogensen.

Det var det danske pars tredje finale i All England. Duoen tabte en tæt ren dansk finale til Lars Paaske og Jonas Rasmussen i 2010, men vandt finalen året efter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.