Boe og Mogensen nedkæmper indonesisk par
Fredagens kvartfinaler i herredouble ved Denmark Open bliver med Carsten Mogensen og Mathias Boe i den ene.
Mathias Boe og Carsten Mogensen leverede flot spil i store dele af andet sæt i anden runde ved Denmark Open.
Mathias Boe og Carsten Mogensen leverede flot spil i store dele af andet sæt i anden runde ved Denmark Open. Foto: www.colourbox.com/free


Angga Pratama og Ricky Karanda Suwardi fra Indonesien pressede Mathias Boe og Carsten Mogensen hårdt i første sæt, men danskerne var god på de afgørende bolde, og det rakte til sejr i to sæt.

Med cifrene 21-19 og 21-16 er det danske par klar til fredagens kvartfinaler ved Denmark Open i badminton.

I et tæt første sæt vendte de fjerdeseedede danskere 16-18 til 20-18, og på den anden sætbold hev Boe og Mogensen sættet hjem med 21-19.

- Hvis indoneserne får initiativet, kan de være svære at styre, og det var også det, der skete i perioder, hvor vi stressede lidt, men heldigvis fik vi lagt låg på, og det var dejligt, siger Mathias Boe.

Der var mere kontinuitet og kontrol over det danske spil i andet sæt, hvor Boe og Mogensen hurtigt trak lidt fra.

Den føring udbyggede de midtvejs i sættet, og da føringen rundede en håndfuld point, virkede det til, at indoneserne mistede troen på, at de kunne levere overraskelsen.

Den danske duo fortsatte i højt tempo, og trods skønhedsfejl var det en stærk indsats, som indbragte sætsejren på 21-16.

I kvartfinalen venter de sjetteseedede kinesere Chai Biao og Hong Wei.

- De kommer til at slå gode slag, og det vigtigste er, at vi ikke panikker. Det synes jeg også, vi er gode til, for de bruger også meget energi på at baske bolden ned. Lad bare dem gøre det, og så skal vi være klar i serv-retur-spillet, siger Carsten Mogensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.