Boe og Mogensen hamrer slagne All England-mestre ud
Danmarks bedste herredouble var totalt overlegen, da der blev booket en plads i semifinalen ved Denmark Open.
Mathias Boe og Carsten Mogensen bliver den anden danske deltager ved Denmark Opens semifinaler lørdag. Arkivfoto.
Mathias Boe og Carsten Mogensen bliver den anden danske deltager ved Denmark Opens semifinaler lørdag. Arkivfoto. Foto: Ed Jones/AFP


Danmark har to doublekonstellationer med i lørdagens semifinaler ved Denmark Open i badminton.

Det står klart, efter at finaleseedede Mathias Boe og Carsten Mogensen kørte de russiske All England-vindere Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov ud af banen i kvartfinalen med 21-14, 21-5.

Også mixeddoublen med Joachim Fischer og Christinna Pedersen er semifinaleklar.

Boe og Mogensen åbnede i et højt tempo, som de uortodokse russere havde meget store problemer med at følge.

- Det var yderst tilfredsstillende at pille dem fra hinanden derinde, lyder det fra Mathias Boe efter sejren.

Gennem hele sættet var det danske par ovenpå, og russerne havde voldsomt svært ved at trænge igennem den stærke danske defensiv.

Føringen blev øget hele vejen, og på godt et kvarter var sættet i hus med sikre 21-14.

Den danske bus fortsatte i total kontrol gennem andet sæt, hvor en føring på 5-0 blev udbygget til 11-2 ved opholdet midtvejs i sættet.

Russerne virkede komplet modløse, og Ivanovs irritation på makkeren Sozonov skinnede igennem, som det ofte gør, når de to russere har modgang.

Og det spottede de to danskere selvfølgelig.

- De sidste par gange, vi har spillet mod dem, har vi fået dem til lidt at kaste håndklædet i ringen og få dem til at blive uvenner. Det er altid et godt tegn, når de begynder at diskutere højlydt på banen, siger Mathias Boe.

Boe og Mogensen buldrede videre, og de lukkede fredagens program i Odense Idrætshal med en overlegen sejr.

Russerne leverede ikke en indsats, som var en Super Series-kvartfinale værdig, men det var lige så meget de to danskeres fortjeneste, mener Boe.

- Mange gange ser det sådan der ud, når de taber. Men var de kommet foran 5-0 i andet sæt, så havde det været helt anderledes. Det er vores fortjeneste, siger han.

I semifinalen skal de finaleseedede danskere møde det fjerdeseedede malaysiske par Goh Shem og Tan Wee Kiong.

Publikum blev også vidne til en stor overraskelse fredag, da verdensetteren Lee Chong Wei blev sendt ud af franskmanden Brice Leverdez efter tre tætte sæt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.