Boe og Mogensen får revanche for VM-nederlag
Mathias Boe og Carsten Mogensen har overvundet både sygdom og det kinesiske par, som slog dem til VM.
Mathias Boe (bagest) og Carsten Mogensen blev begge ramt af sygdom efter VM.
Mathias Boe (bagest) og Carsten Mogensen blev begge ramt af sygdom efter VM. Foto: www.colourbox.com/free


Danmarks bedste herredouble i badminton, Mathias Boe og Carsten Mogensen, er tilbage på sporet efter en uventet tidlig VM-exit i august.

Onsdag fik de to danskere revanche for VM-kvartfinalenederlaget, da de kinesiske banemænd fra dengang, Liu Xialong og Qui Zihan, i Super Series-turneringen Japan Open blev sendt ud i to sæt 21-17, 21-17.

I første sæt fulgtes de to par ad til 13-13, før Boe og Mogensen trak endeligt fra. I andet sæt var kineserne med til 16-16.

Med sejren fik det danske par også sendt et signal om, at de er på vej tilbage i form, efter at Mathias Boe har været isoleret med en mystisk sygdom på Rigshospitalet efter VM.

Det var angiveligt en maveinfektion, der også ramte andre danske topspillere.

Makkeren Carsten Mogensen var i mindre grad ramt af sygdommen, lige som Jan Ø. Jørgensen, Hans-Kristian Vittinghus og Joachim Fischer blev ramt.

Jørgensen er stadig så mærket, at han har meldt afbud til Japan Open.

Generelt var onsdag en god dag for de danske deltagere i turneringen i Tokyo.

Herresinglerne Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus er også videre til anden runde, og her står de to danskere over for hinanden.

Syvendeseedede Viktor Axelsen blev først klar til anden runde med en sejr i to sæt over en inder, mens Vittinghus måtte bruge tre sæt mod en kvalifikationsspiller fra Taiwan.

Også de danske doubler åbnede turneringen med succes.

Fjerdeseedede Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vandt i to sæt i damedouble, mens Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen samt Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding hver især vandt i to sæt i herredouble.

I mixeddouble vandt Joachim Fischer og Christinna Pedersen i to sæt

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.