I starten lignede det klar klasseforskel, men det endte med at blive spændende, da Mathias Boe og Carsten Mogensen slæbte en tresætssejr hjem over Marcus Ellis og Chris Langridge fra Storbritannien i OL's badmintonturnering.
Det danske herredoublepar vandt ellers første sæt uden problemer, men pludselig skiftede kampen karakter. Danskerne måtte slide hårdt for sejren, der blev på 21-9, 9-21, 21-16.
- Vi har nogle gange lidt en tendens til at falde lidt i søvn, når vi har fået noget rigtig godt spil frem. Vi var lidt uheldige i starten af andet sæt, pludselig var vi bagud, og så blev det en kamp. Da kunne vi lige så godt spare kræfterne til tredje sæt, siger Mathias Boe.
Efter kun at have deltaget i to turneringer det seneste halve år er det måske ikke så underligt, hvis danskerne lige skal spille sig i form.
Carsten Mogensen er da også mest af alt lettet over, at den svingende præstation trods alt rakte til en sejr.
- Lige nu er vi bare glade for, at vi vandt. Det behøver ikke at være specielt seværdigt eller sjovt - bare vi vinder. Men der er selvfølgelig nogle ting, vi skal have lavet om, og heldigvis ved vi, hvad det er, siger han.
- Vi må ikke lukke dem ind på den måde i andet sæt. Vi kontrollerede det, og selv om vi sagde til hinanden, at vi skulle være klar, stod vi stille og trådte ikke ind i boldene, siger Carsten Mogensen.
I kamp to fredag venter polakkerne Adam Cwalina og Przemyslaw Wacha, og igen vil den danske duo være klar favorit.
- De synes nok, at de har alt at vinde, og de er helt sikkert sultne efter at få skovlen under os, spår Carsten Mogensen.
/ritzau/