Bodilprisen bliver livestreamet i lokale biografer
Med en pose penge fra Nordea-fonden vil Bodilprisen nu blive livestreamet i biografer på uddelingsaftenen.
Det var Bille Augusts film "Stille hjerte" der blev den helt store vinder ved sidste uddeling af Bodilprisen.
Det var Bille Augusts film "Stille hjerte" der blev den helt store vinder ved sidste uddeling af Bodilprisen. Foto: Jakob Jørgensen/JAKOB JøRGENSEN


Næste udgave af den danske filmpris Bodilprisen vil ikke kun være forbeholdt gæsterne til uddelingsaftenen, men også helt almindelige danskere, som kan følge en livestreaming fra prisuddelingen direkte fra deres biografsæde i den lokale biograf.

Det oplyser Danske Filmkritikere i en pressemeddelelse.

- Bodilprisen har jo egentlig altid været en national begivenhed, og derfor har det længe været et ønske også at fejre den sådan, siger Jacob Wendt Jensen, der er formand for Danske Filmkritikere.

Projektet er blevet til i samarbejde med Nordea-fonden.

Danske Filmkritikere oplyser, at man vil bruge Bodilprisen som afsæt for en landsdækkende fejring af dansk film, som samtidig giver mulighed for at skabe flere nuancer på biografoplevelsen og filmverdenen.

Jacob Wendt Jensen fortæller, at der er positiv respons til projektet fra biograferne.

- Vi har allerede været i dialog med flere biografer, og der er stor opbakning til projektet, siger han.

Hvilke biografer, der ender med at tage del i projektet, er ikke fastlagt endnu.

Det er Danske Filmkritikere, der står bag Bodilprisen, som er blevet uddelt siden 1948.

Næste uddeling vil finde sted lørdag den 5. marts 2016 på Bremen Teater i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.