BMX-legendes død efterforskes som muligt selvmord
Den 14-dobbelte X-Games-vinder Dave Mirra er død. Han blev 41 år. Dødsfaldet efterforskes som et selvmord.
BMX-legenden Dave Mirra er ikke mere. Han blev 41 år gammel. Her ses han under X-Games i Los Angeles i 2004.
BMX-legenden Dave Mirra er ikke mere. Han blev 41 år gammel. Her ses han under X-Games i Los Angeles i 2004. Foto: Mark J. Terrill/AP


BMX-stjernen Dave Mirra blev torsdag fundet død i en bil. Han blev 41 år gammel.

Myndighederne oplyser ifølge ABC News, at Mirra havde været på besøg hos nogle venner i nærheden af det sted, hvor han blev fundet.

Myndighederne oplyser, at de efterforsker Mirras død som et selvmord.

Mirra var en af de største stjerner inden for BMX og de såkaldte X-Games, hvor han vandt 14 guldmedaljer mellem 1995 og 2008.

I alt vandt amerikaneren 24 medaljer i sin glorværdige karriere.

Dave Mirra havde flere videospil opkaldt efter sig, han var tidligere vært på MTV, og han bliver da også mindet af andre verdenskendte X-Games-stjerner.

- Farvel Dave Mirra, en ægte pioner, et ikon og en legende. Tak for alle minderne. Vi er knust, skriver skateboardlegenden Tony Hawk på Twitter.

Også byens borgmester i Greenville, Allen Thomas, sørger over Dave Mirras død.

- Han var et vidunderligt menneske, som berørte så mange liv hos så mange mennesker verden over med sit talent.

- Han var en ydmyg fyr, der kunne lide at tale med børnene på gadehjørnet om cykler. Et ungt liv med så meget at byde på blev taget alt for tidligt, siger Allen Thomas.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.