BMC-rytter forhindrer belgier i Vuelta-hattrick
Jean-Pierre Drucker var hurtigere end Gianni Meersman i spurten på Vueltaens 16. etape.
Jean-Pierre Drucker (BMC) var hurtigst i mandagens sprint.
Jean-Pierre Drucker (BMC) var hurtigst i mandagens sprint. Foto: Jose Jordan/AFP


Jean-Pierre Drucker (BMC) kunne mandag fejre karrierens største triumf, da han vandt 16. etape i Vuelta a España.

I en spurt sled den 30-årige Drucker sig foran Gianni Meersman fra Etixx-Quickstep, som dermed missede sin tredje etapesejr i årets Vuelta.

Meersman åbnede spurten, men timingen var dårlig, og til sidst nåede to ryttere at presse sig foran belgieren, som blev henvist til fjerdepladsen på etapen.

Danske Magnus Cort (Orica-Bikeexchange), der også er en hurtig afslutter, var ikke med i spurten.

Mens der var stor dramatik søndag med et vanvittigt klassementsangreb fra Alberto Contador (Tinkoff) og Nairo Quintana (Movistar) på Chris Froome (Sky), var mandagens flade etape udramatisk.

Et udbrud på seks mand havde fået lov til at sidde alene foran feltet på store dele af etapen, men sprinterholdene tillod ikke udbryderne at opbygge noget stort forspring.

Blandt de seks mand i udbruddet var den tidligere U23-verdensmester Sven Erik Bystrøm fra Katusha. Sammen med de øvrige udbrydere blev han hentet cirka 12 kilometer fra mål.

Herefter begyndte positionskampen til en afslutning med flere rundkørsler, der kunne drille rytterne.

Daniele Bennati (Tinkoff) prøvede at stikke med to og en halv kilometer tilbage, men veteranen blev hentet igen 500 meter før mål.

I det samlede klassement skete der ikke forskydninger på etapen. Nairo Quintana fører stadigvæk med tre minutter og 37 sekunder ned til Chris Froome i den samlede stilling.

Tirsdag er der hviledag inden de afsluttende etaper fra onsdag til søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.