Blueslegendes familie: I plyndrede vores far
Dramaet fortsætter efter B.B. Kings død, hvor hans døtre først hævdede, at manageren forgiftede faren og siden lænsede hans konto.
B.B. King døde 89 år gammel.
B.B. King døde 89 år gammel. Foto: Wade Payne/WADE PAYNE/INVISION/AP


Musiklegenden B.B. King, der står bag klassikere som "Don't Answer the Door" og "Chains and Things", døde den 14. maj, 89 år gammel.

Siden Kings død er beskyldningerne fløjet frem og tilbage, og nu fortsætter familiedramaet.

Først påstod to af Kings døtre, at faren blev forgiftet af sine nærmeste medarbejdere - deriblandt Kings manager - og nu mener døtrene også, at manageren efterfølgende har lænset farens konto.

Det skriver musikmediet Billboard.

Derfor har Patty King og Karen Williams hyret to topadvokater, der skal finde ud af, hvad der skete op til Kings død, og hvad der efterfølgende er sket med pengene.

- De vil ikke være anklagende, de vil bare gerne finde sandheden om, hvad der skete med deres far, siger den ene advokat, Benjamin Crump, på vegne af pigerne.

Manageren afviser alt og er fuldstændig udenforstående for de grove påstande, understreger hans advokat, Brent Bryson.

- Beskyldninger er absolut falske, og vi ser frem til at skulle i retten med sagen, siger advokaten.

Der kommer en høring ved retten i Las Vegas den 25. juni, og imens er prøverne fra Kings obduktion stadig ved at blive analyseret efter mordanklagerne.

- Jeg tror, at min far blev forgiftet, og at han blev givet fremmede stoffer, mente Kings døtre i to enslydende erklæringer kort tids efter hans død.

King, der af musikmagasinet Rolling Stone i 2011 blev rangeret som verdens sjettebedste guitarist, anslås at efterlade sig et tocifret millionbeløb i dollar.

B.B. King blev i 1987 optaget i "Rock and Roll Hall of Fame", og efter sin død blev han hyldet af præsident Barack Obama.

- B.B. er måske nok taget af sted, men hans "thrill" vil være hos os for evigt. Og der kommer til at være dødgod blues i himlen i aften, skrev Obama i et brev med henvisning til et af Kings største hit "The Thrill is Gone" fra 1970.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.