Den 8-årige dreng, der søndag faldt ud af en forlystelse i Faarup Sommerland, er vågnet af komaen.
Drengen har siden søndag ligget i kunstig koma, men vågnede af sig selv torsdag formiddag.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Frank Liltorp til avisen.dk
- Han har det efter omstændighederne godt og får formentligt ikke mén efter ulykken. Selvom der selvfølgelig vil være nogle småoperationer tilbage, fortæller Frank Liltorp.
Drengen fra Næstved fik blandt andet flere kraniebrud, da han blev slynget ud af den snurrende forlystelse 'Tekopperne'. Det skete da en låge, som ellers kun kan åbnes indad, tilsyneladende åbnede sig udad.
Nordjyllands Politi modtog fredag meldingen om, at drengen torsdag omkring klokken 10.00 vågnede af komaen.
- Og det er jo en god nyhed, lyder det fra vagtchef Frank Lilltorp.