Dagbog fra en valgkamp: I dag tirsdag glæder jeg mig især til at diskutere iværksætteri sammen med Mogens Lønborg (C) og Trine Mach (F). Det foregår sidst på eftermiddagen på Republikken, og det skal nok blive interessant. Som I ved, er det meget vigtigt for mig, at Danmark får en endnu stærkere iværksætterkultur.
Som optakt til aftenens debat vil jeg kort her præsentere jer for en konkret idé, som jeg vil tage med til mødet (og I må meget gerne give mig feedback på den i kommentarfeltet nedenfor). Jeg vil foreslå, at vi forsøgsvis indfører en støtteordning for de næste 5 år, som giver små nystartede virksomheder uden reelle ansatte (dvs. ansatte, som ikke ejer en del af virksomheden) en støtte, der svarer til privat løntilskud, til deres første reelle ansættelse. Det vil altså sige rundt regnet 10.000 kr.
Privat løntilskud er i dag en effektiv ordning, som skaber jobmuligheder for ledige. Mit forslag adskiller sig dog fra den eksisterende ordning på to vigtige områder. For det første følger støttekronerne ikke den ledige, men virksomheden. Det er en vigtig pointe, for jeg tror faktisk, at de fleste virksomheder har en ganske klar idé om, hvem de har brug for i deres virksomhed.
For det andet, så skabes der hermed jobs i nyopstartede virksomheder. Støtten har derfor en dobbelt vækstskabende effekt, da den både er målrettet nye jobs (frem for at erstatte en allerede oprettet funktion i en større virksomhed) og hjælper nye virksomheder til at vokse. Der findes nemlig et ikke udnyttet vækstpotentiale i alle de små virksomheder, som pga. usikkerheden for øjeblikket ikke tør tage springet til at være arbejdsgiver for andre end iværksætteren/iværksætterne selv.
Og ordningen kan vise sig at være udgiftsneutral, for ved at flytte en person fra forsørgelse til arbejde, opnår staten både en større skatteindtægt, samtidigt med, at antallet af ledige vil falde. På sigt kan det tilmed blive en rigtig god forretning!
Ligesom de nye iværksættere har brug for opbakning og bedre vækstbetingelser, så har kulturen og kunsten det også. Som jeg skrev i går, er der et stort potentiale i den kreative industri. Et af de steder hvor man gør en særlig indsats for at bakke kunstnerne og kulturfolkene op, er Fabrikken for Kunst og Design. Stedet huser over 50 lejemål for professionelle billedkunstnere, designere og beslægtede faggrupper, samtidigt med, at de er engageret i både lokale og internationale samarbejdsprojekter.
I dag får Fabrikken for Kunst og Design Et Andet Skema-prisen for deres særlige evne til, at skabe et yderst produktivt og mangfoldigt kunstnerisk iværksættermiljø midt i København. Fabrikken for Kunst og Design er helt enestående – også sammenlignet med lignende kunstneriske produktionsmiljøer ude i Europa. Jeg håber derfor oprigtigt, at Fabrikken for Kunst og Design i fremtiden vil få den politiske opbakning – både lokalt og nationalt – som de har fortjent.
Og så skal jeg vist blot sige: Stay tuned - og bland dig alt det, du har tid og lyst til.
Hver dag frem til valget er overstået, vil jeg på min blog fortælle lidt om, hvad der sker i min valgkampagne, og ikke mindst sætte fokus på tre politiske områder, som jeg ser som helt afgørende for Danmarks fremtid: iværksætteri, kultur og uddannelse.