Utilpassede, forstyrrede unge med skuffede, alt for store egoer plaffer i disse år deres skole kammerater ned i større mængder, end vi ellers har kendt det. Modellen er den samme, som vi kender den fra f.eks. præsidentmord i USA, hvor den skuffede outsider handler resolut.

Hvor forfærdelige den slags begivenheder end er, så er de alt andet end uforståelige, og der er en antitetisk relation mellem teenage-selvmordet og teenage-massemordet: egoet. Hvor selvmordet er mangel på ego, er massemordet oppustet ego.

Man kunne derfor have forestillet sig, at den unge maler A. Hitler, da han blev afvist af optagelseskomitéen til Wiens kunstakademi, resolut havde hævnet sig på institutionen. Det ville han være blevet straffet hårdt for, måske ville han ligefrem være død under dåden, som det jo sker for mange af teenage-massemorderne.

Det havde været synd for de døde, for deres efterladte og - til en vis grad - eftertiden, der måske måtte undvære nogle af de mest lysende kunstneriske begavelser (det kom eftertiden så måske alligevel til, da nazisterne jo skred hårdt ind overfor den moderne kunst); men vi havde undgået anden verdenskrig og jødeudryddelserne.

Det er de to alternativer, af hvilke vi desværre endte i den reelle katastrofe, for det tredje, at Hitler var blevet optaget, gaves ikke. Og i stedet for at hævne sig på dem, der var skyld i hans malice, kom hele verden til at undgælde. Undervurdér aldrig den dårlige kunstner.