Hvorfor får vi ikke frivillige til at give patienterne et glas vand på hospitalerne? Og skal det nødvendigvis være ansat sundhedspersonale, der bruger tid på at holde den døende i hånden i den sidste stund?

Så konkrete er spørgsmålene i debatten om de frivilliges rolle i den offentlige sektor. Debatten vokser fordi den offentlige sektor er presset af besparelser, samtidig med at borgernes forventninger til serviceniveauet stiger. Frivillige kommer i den sammenhæng som sendt fra himlen.

Men er det så simpelt?

Når jeg giver en patient et glas vand, kan det virke banalt. Men mange af de ældre jeg møder på mit arbejde, drikker ikke nok. Derfor falder de og brækker hoften. Efter operationen lærer vi dem at drikke nok, så de ikke bliver svimle og falder igen. For os er et simpelt glas vand altså et vigtigt led i behandlingen.

Et andet eksempel. Ingen skal dø alene. Det er derfor prisværdigt at frivillige vågekoner holder døende i hånden på hospicer, plejehjem og hospitaler. Men dermed får mange borgere ikke lindret deres smerter og ydet den omsorg, som sygeplejersker og sosu-assistenter er uddannet til.

Derfor. Politikerne må beslutte sig for hvilket serviceniveau borgerne kan forvente. Denne service skal leveres af professionelle ansatte, der er bundet af lovgivning, tavshedspligt og kvalitetskrav.

Kan politikerne ikke leve op til dette, må skatterne hæves eller niveauet sænkes.

Jeg er derfor imod at den offentlige sektor må bruge frivillige for at kunne levere den forventede service. Dels fordi kvaliteten falder. Dels fordi det er vores arbejde og vi ikke vil erstattes af gratis arbejdskraft.

Frivilligt arbejde kan være et glimrende supplement til at løse opgaver der rækker ud over de opgaver vi borgere kan forvente løses af den offentlige sektor. Det kan være besøgsvenner eller lektiehjælp. Men frivillige må aldrig blive svaret på vores problemer med at sikre nok arbejdskraft i velfærdssamfundet.