Det danske EU-formandskab sluttede formelt i søndags. Her til formiddag holdt statsminister Helle Thorning-Schmidt afskedstale i Europa-Parlamentet efter seks måneder i formandsstolen, og nu er det så slut med at have danske ministre i front for EU for denne gang.
Sommer er jo lig eksamen, så lad os se på, hvordan det er gået Danmark. Bestod vi formandskabs-eksamen?
For at kunne give et ædrueligt svar på det spørgsmål, er det nødvendigt at se på, hvad det var for et Europa, Danmark satte sig i spidsen for den 1. januar i år. Og her er det soleklart, at EU langt fra var og er i topform. Den europæiske økonomi skranter, 25 millioner er arbejdsløse, og visse lande står på randen af et regulært sammenbrud. At vi har skullet stå på broen i en af de sværeste perioder i europæisk efterkrigstid, må naturligvis påvirke bedømmelsen af det danske formandskab.
Tilsvarende har betydningen af et EU-formandskab også ændret sig i løbet af de ti år, siden Danmark sidst holdt EU-depechen. Et formandsland kan simpelthen ikke i samme grad som tidligere påvirke udviklingen i EU, dels fordi EU nu har flere medlemslande, dels fordi der er kommet en EU-præsident til, der har overtaget en del af ledelsesrollen i EU.
Derfor havde den danske regering på forhånd meldt klart ud, at man ønskede et rugbrøds-formandskab. Man gik kort sagt efter resultater og politiske aftaler. Og det er i den grad lykkes.
På det grønne område har Danmark blandt andet forhandlet nye regler på plads om energieffektivisering. Det vil betyde energibesparelser på 17 % i 2020 og hundredtusindvis af nye job i Europa. Det er særligt godt for Danmark, for det betyder, at Europas bygninger skal gøres mere energieffektive, og det kommer en række danske virksomheder til gavn. Når det gælder varmepumper, isolering og vinduer, så er danske virksomheder blandt de førende, og det bliver der nu øget efterspørgsel efter. Det betyder kort sagt nye job i Danmark.
På det økonomiske område har Danmark lavet aftaler om nye kapitalkrav til bankerne. Det vil i fremtiden føre til sundere banksektor og dermed forebygge nye finanskriser. Man har også opnået en aftale om at strammere regulering af rating-bureauer i EU. Rating-bureauerne lever af at vurdere værdipapirer, og det kan have stor betydning for eksempelvis et lands mulighed for at låne penge. De nye regler medfører bedre og mere gennemsigtige kreditvurderinger i fremtiden. Endelig er Danmark lykkedes med at få strammet reglerne for handlen med de meget forkætrede derivater, som finansguruen Warren Buffet har kaldt for "finansielle masseødelæggelsesvåben", fordi de er præget af spekulation og medvirkede til, at finanskrisen brød ud.
For den europæiske forbruger har formandskabet også været en succes. Man har lukket en aftale, der sikrer europæerne billigere telefoni allerede fra 1. juli i år. Det betyder, at det bliver billigere at ringe, sms´e og bruge sin smartphone på nettet, når man er i udlandet.
Endelig lukkede man formandskabet ned i sidste uge med et meget succesfuldt topmøde. Her blev EUs ledere enige om en vækstpagt på knap 900 mia. kroner, og det lykkedes Helle Thorning-Schmidt at løse en 30 år gammel strid om en europæisk patentdomstol, der gør det billigere at sikre sit patent.
Eksemplerne her et lille udsnit af det, Danmark har nået; samlet set er der forhandlet mange flere gode aftaler på plads. Så thumbs up herfra!
Men er det nu så overraskende, at jeg - som er medlem af et af regeringspartierne - mener, at de danske ministre har gjort det godt. Måske ikke - men jeg er ikke den eneste, der er mere end godt tilfreds med den danske regering. Mette Buskjær Christensen fra DIIS kalder formandskabet for "en succes" i en kronik i Berlingske, professor ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet Peter Nedergaard giver Danmark "10 med en pil op", DRs Ask Rostrup kalder det for et "Elegant EU-formandskab", Josef Janning fra den europæiske tænketank European Policy Centre roser Danmark, ja selv Jens Rohde - min V-kollega her i Parlamentet der ellers ikke er går rundt og jubler over den danske regering - roser Danmark for at hive en aftale i land om den nye patentdomstol, som han kalder for "meget, meget flot politisk håndværk fra Helle Thorning-Schmidt"
Der er grund til at være stolt af danske ministre og embedsmænd. De fortjener ros!