”Hej, jeg hedder Hanne. Hils på Mogens, min mand og Kirsten, min kone.” Skal man tro læserafstemningen i BT forleden, er 17 procent af danskerne med på dét scenarium. Så stor en del af de 31.500, der har svaret, krydsede i hvert fald ja til, at det burde være legalt for mere end to personer at indgå ægteskab med hinanden. I dag er det forbudt.

Selv er jeg godt gift med én person og ønsker det ikke anderledes. Men andre mennesker må for min skyld gerne både danne forhold og gifte sig med hvem, de vil, så længe det foregår i fuld overensstemmelse mellem alle implicerede. Det udelukker vel og mærke versionen, hvor ægtemanden eller konen tilføjer nye modeller for godt befindende uden partner(es) samtykke.

Taler vi om ligeværdige ægteskaber imellem tre, er der så vidt jeg kan se to grundlæggende varianter: Den ene er den, hvor alle parter elsker hinanden på den seksuelle måde, så alle får to parterne M/K med alt, hvad det indbefatter.

Den anden variant er den, hvor nogle af de implicerede elsker hinanden på den seksuelle måde. Andre deler en kærlighed, der er platonisk, men dyb nok til, at det føles rigtigt at dedikere sig til at følges fremefter – fordi dette menneske er fantastisk i sig selv og gør éns mand eller kone stjernelykkelig.

Begge varianter forekommer mig smukke og gangbare.

Jamen et forhold med tre i, det holder jo ikke, vil skeptikere formentlig sige. Det gør mange traditionelle ægteskaber heller ikke, kunne man tilføje. Eller man kunne med rette svare: Hvad ved vi egentlig om det? Vi har jo ingen præcedens for den slags ægteskaber herhjemme, og vi kan næppe sammenligne os direkte med bigami praktiseret i fjerne kulturelle lag, hvor ligeværdigheden i konstellationerne i høj grad kan debatteres.

Hvordan ville det være at være gift med to? Hvis jeg et øjeblik forestiller mig at have to mænd – eller en kone og en mand – melder sig umiddelbart flest fordele.

Faktoren, som mange nok tænker på som mest udfordrende, er formentlig potentialet for jalousi og trekantsdrama. Hvem kan lide hvem mest, og hvem går mest i seng sammen? Hvis man er meget optaget af den form for retfærdighed, er det nemt at forstå, at konstellationen virker truende.

Men derudover undrer jeg mig over, at 83 procent angiveligt ikke synes, folk skal have chance for at gifte sig med mere end én. Hvad går modstanden på? Angst for at samfundet skal synke i grus? At det virker som "noget rod", fordi konstellationen er ukendt, og man ikke selv kan overskue konsekvenserne, så derfor må man hellere vende tomlen nedad? Eller simpelthen en personlig ulyst til at være andet end monogam? Der er jo ingen, der tvinger nogen til at leve polygamt, og fordi man ikke selv føler behovet, kan andre vel godt have ret dertil. Jeg kan ikke rigtig se anden grund til modstand end en generel uvilje mod nytænkning.

Reelt ville der jo i sådan et ægteskab være hele to faste personer til at hjælpe med at fylde ens kærlighedsbeholder. Hvis man alle tre var kærester, kunne man sove sammen alle tre hver nat. Eller man kunne aftale at tilbringe hver anden nat alene, hver anden med partner. Eller at man skiftes til at lytte efter børn og har "børnevagt" hver tredje nat. Sikken frihed.

Og tænk bare, hvad tresomhed kunne gøre for økonomien i det lille hjem. For ikke at tale om reduktion af hverdags-stress. Med tre til at betale regningerne for mad, bolig og andre faste udgifter, ville der komme luft i budgettet. Og alle ville få mere fritid og tid til at arbejde, hvis man ønskede det, uden at det tog noget fra børnene – for der var pludselig tre voksne til at hygge om dem og være hjemme. Ja, der ville måske endda blive råd til, at alle arbejdede på deltid - eller at én gik hjemme fast og blev forsørget af de andre to - hvis nogen ønskede rolle som husmor eller husfar.

Allerede i dag ser vi massevis af nye samlivsformer. Det står en enhver frit for at leve i et fast forhold med mere end én. Det er ikke udbredt at følges tre mennesker i årevis, men nogle gør det. Jeg kender et forhold, hvor kun de to er gift, men den tredje bor sammen med dem og deler alt fra seng til økonomi. Det har de gjort i mange år, og de er alle tæt forbundne. Skulle den tredje ikke have chance for at gifte sig ind med de andre, om alle ønskede det? Det synes jeg.

Nu er BT´s læsere jo ikke repræsentative for den offentligt mening, men hvis vi siger, at ca. 17 procent at danskerne siger god for formalisering af flerpartnere, så må det betegnes som en ret svag opbakning. Men der var også engang, hvor lige så få gik ind for vielser af homoseksuelle. I dag er vielserne en realitet.

Hverken politikere eller love ændrer vores samfund. Det gør vi. Både normer og samfund ændres med tiden, når mennesker begynder at leve anderledes end de gamle normer. Hvis flerpartnerskab bliver så udbredt, at livsstilen er en realitet, vil en formalisering – på sigt – ske.

Indtil da vil jeg opfordre alle til at søge deres egen vej i kærlighed og eftersætte den, uanset om den involverer mænd eller kvinder, én eller flere. Kærlighed handler for mig at se hverken antal eller køn, men om at turde gå all in og dedikere sig til andre, og det kan vi gøre, hvad enten det er muligt at få statens eller kirkens stempel herpå eller ej.