"Lad bare tallerkenen stå, den ordner mor..." eller hvad?
Som del af dagens forældregeneration vil jeg gerne have samfundsbevidste og selvhjulpne børn, det er det ideal, vi hylder. Men jeg skal gerne indrømme, at jeg ind imellem ser igennem fingre med at lade handling følge ord.
Da Aftenshowet under titlen ”Så hykleriske er danske forældre” her til aften satte spot på en ny dansk undersøgelse, der beskriver vores unger som curlingbørn, kan jeg ikke sige, jeg blev overrasket. Men jeg føler mig nok en smule ramt.
I undersøgelsen ”Børneliv – ifølge danskerne”, der udkommer i morgen, kommer det nemlig frem, at dagens forældre gør stort set alt praktisk for selv deres store børn. De har ikke rigtig nogen pligter, men til gengæld får junior lov at sætte dagsordnen ved middagsbordet.
Selvom næsten halvdelen af os gerne vil have, at børnene hjælper mere til i hjemmet, bliver det de færreste steder til andet end højst lidt borddækning, opvask og oprydning på eget værelse, fortæller undersøgelsen.
Den viser heldigvis også, at vi som forældre er flinke til at læse lektier og fortælle historier for vores børn, ligesom vi selv melder, at vi følge væsentligt bedre med i, hvad de små oplever i skolen, end vores egen mor og far svang sig op til. Konstateringer, jeg kun kan glæde mig over og tage som sunde tegn på engement, kærlighed og ansvar.
Men at fokusere nærmest udelukkede på børnene i de hjemlige samtaler og at springe for ungerne, som var mor og far tjenere – det er altså helt galt. Med mindre det altså er mennesker, der tror at hele verden handler om dem, og at de altid vil få alting serveret uden at arbejde for det, vi går efter at opdrage.
Vil vi have børn, der kan tale om andet end sig selv, må vi fortælle dem om verden udenfor 1.B og lære dem at tage stilling. Det kræves der, hvis man skal fungere på en arbejdsplads.
Hvis vi vil have piger og drenge, der kan klare sig selv senere, må vi lære dem hvordan en kost virker, og at indkøb og rengøring – ja, arbejde i det hele taget – er en nødvendig del af en normal tilværelse.
Herhjemme synes jeg, at vi er gode til at også snakke om verden uden omkring vores eget småbørnsramte smørhul. At få de to baryler på tre og otte år aktiveret til fælles bedste ligger det lidt tungere med.
Som det er nu, tegner det groft sagt til, at mine børn bliver selvsikre, men serviceforvænte voksne. At være serviceforvænt får ikke nogen gennem uddannelsessystemet - og det er heller ikke den slags kærester og måske ægtemænd, jeg har lyst til at lære dem at være.
Som mor vil jeg derfor nu gøre alvor af truslen om at lade de sure strømper ligge, som ikke bliver fulgt til vasketøjskurven af deres retmæssige ejer.
Og det kan nok være, at storebrors maddag, der, indrømmet, er fadet lidt ud af bekvemmelighedsgrunde, skal genindføres med det vons.
”Hver gang du gør noget for dit barn, det godt selv kunne klare, fratager du det muligheden for både at lære og vokse”, sagde en pædagog engang til mig. Det citat tror jeg hellere, jeg må skrive på en seddel og sætte på skabet med karklude. Hellere det end at fostre børn, der ender som curlingvoksne, fordi deres mor ikke kunne finde ud af at lære dem, at livet kræver en indsats.