Nyhedsbrev | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere herCookies & privatlivspolitik

Bliv ikke sammen for børnenes skyld

15. februar 2012 08:41
Visninger  [5539 ]   Debat  [12 ]

Det er vigtigt for et barn at leve sammen med begge sine forældre. Det er også vigtigt for et barn at have glade forældre.  Hvad er vigtigst? Jeg mener det sidste.

Nogle gange møder jeg par, der som tilværelsens mest krævende opgave har at udholde at forblive sammen – for børnenes skyld. De er sammen på trods af at deres kærlighed er død – for børnenes skyld.

At insistere på at fortsat bo sammen i en konstellation, hvor enten far, mor eller begge voksne er bundulykkelige, er dog for mig at se et vildspor for alle implicerede.

Når voksne giver sig selv i pant for at søn, datter eller begge skal have det godt, ligner det måske nok på overfladen ren kærlighed. Men jeg vil vove at påstå, at det ikke sjældent først og fremmest er misforstået hensyn.

Ved at gøre dette, viser I nemlig børnene, at andre mennesker går forud for ens egen lykke. Og det lyder måske flot og altruistisk på overfladen. Ikke desto mindre er selvopofrelse en dyd, der giver bedst mening pletvist. Er selvopofrelse ens livsgrundlag, er man endt som martyr i levende live.

Hvis man bare kunne sige, at det at bo med begge forældre GARANTEREDE at barnet trivedes, var det en anden sag. Men virkeligheden er nærmere, at familier, hvor mor og far ikke er glade sammen, bliver en dysfunktionel ramme at vokse op i – hvad end konflikterne brager løs i det daglige, så murene blafrer, eller søges skjult.

Jeg har mødt enkelte par, der bliver sammen blandt andet for børnenes skyld – hvor de voksne ikke længere er elskende, men venskabelige, og hvor hjemmet stadig er overvejende et rart sted at være med en respektfuld tone mellem de voksne. Det er ikke dem, jeg taler til. Jeg taler om de voksne, der bliver i et mønster med deres børn, hvor de virkelige følelser må sminkes for at atmosfæren er tålelig.

Børn kan godt tåle, at mor og far har midlertidige kriser. Det er en del af ethvert parforhold. Men så skal børnene også gerne have lov at opleve, at den dårlige energi forsvinder igen, og den lette stemning genetableres. Et børneliv skal mestendels leves i en let stemning.

Jeg siger ikke, at skilsmisse er ønskværdig. Ærlig talt er et brud i familien noget af det, jeg selv frygter mest. Og jeg er den første til at opfordre både barnløse og børnerige par  med udfordringer til at kæmpe en brav kamp for at genvinde den indbyrdes kærlighed. Men skilsmisse kan være nødvendig.

Hvor går grænsen? Den går der, hvor hjemmet er præget af kulde, distance, skænderier, afsavn mere end af glæde, hengivenhed og umiddelbar varme.

Det, børn har krav på, er kærlighed. Den kan de fint få, selvom mor og far bor hver for sig. Så bliv ikke sammen alene for børnenes skyld. Det åg bør intet barn have på sine skuldre.

 

Opret dig eller log på Avisen.dk for at anbefale
Johnny Winther Ronnenberg har anbefalet dette indlæg.
Del på Facebook
Sara Skaarup

Sara Skaarup (1974) Cand. comm., sexolog og forfatter, senest til ”Kærlighedskontrakten – åbenhed og troskab i parforholdet”.

Sara er medejer at firmaet Dynamiske Relationer, der underviser omkring kærlighed, forhold og personlig udvikling. www.dynamiskerelationer.dk

En blog med bramfri betragtninger direkte fra felten - om danskernes relationer, seksualitet og spillet mellem kønnene.

Indlæg | 18 | 50.778 | 5
Siden | 30. december 2011 11:55
DEBAT OM INDLÆGGET
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logger du på via "Kommenter via..." skal siden genindlæses
15.02-2012 | 12:19 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
16.02-2012 | 17:58 af winnie eldrup
ANBEFALET
 
18.02-2012 | 11:29 af Michael Bruus
"Gå fra ham før det går udover børnene"

Det løber mig koldt ned af ryggen, det minder meget om de gamle rødstrømpers, "tag børnene fra ham og smid ham ud af familien"

Jeg er ikke helt sikker på, at kvinderne har set på deres skygge side og set på, hvem det er der har et problem.

Men jeg er ret overbevist om at børnene vil have det bedst hos ham, med den udlægning.
 
18.02-2012 | 23:27 af Majbritt Nielsen
Så vidt jeg kan læse. Står der gå fra din partner før det miljø der kan forpeste børns liv. Netop gør dette.
Der kunne lige så godt have stået. Gå fra hende før det går ud over børnene.

Og den med at rødstrømperne er de onde. Tja, i det mindste brød de en ulige social arv. For før var det nærmest en social udstødelse af blive skilt. For kvinden.
Hvilket betød at rigtig mange kvinder blev i et ægteskab der ikke var godt for dem. Og heller ikke for deres børn.

Og hvem børnene har det bedst ved kan jeg ikke sige.
Men kom da for hulen op på hesten igen og se fremaf.
I stedet for at pive om de "onde" rødstrømper, der bare ikke gad være søde, umældende hausfrau. ;)
 
 
21.02-2012 | 21:43 af Michael Bruus
Kommentar er blevet slettet.
 
21.02-2012 | 21:52 af Michael Bruus
ja ja... Majbritt, læs nu overskriften en gang til, og den med skygge siden, bestil nedenstående hjem fra biblioteket (Mødre misbruger også) så får du en forklaring, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv den mest, tykpandede kønsfanatiker. Tror jeg nok.....griner
 
18.02-2012 | 23:53 af Christian Abildgaard
 
19.02-2012 | 20:33 af Johannes Aagaard
Godt indlæg i Berlingeren.
 
19.02-2012 | 21:14 af Johannes Aagaard
Flere og flere danskere bor alene. I dag består knap 40 procent af alle husstande af én person, og stigningen i antallet af alene-boende mellem 30-60 år har været den primære årsag til den samlede stigning i antallet af alene-boende.

Skilsmissebørn bliver selv skilt dobbelt så ofte som børn af gifte forældre, og gifter to skilsmissebørn sig med hinanden, er risikoen tre gange så høj for at parret går fra hinanden. Når ting bliver vanskelige i forholdet, ser skilsmissebørn lettere på en skilsmisse, fordi de allerede har oplevet det. Tærsklen for at gå fra hinanden bliver lavere, og det skyldes den sociale arv fra forældrene. Paratheden til at indgå kompromis og søge fælles løsninger bliver skubbet i baggrunden.

Det her udgør en ekstremt selvforstærkende negativ spiral, hvor samfundet tillige ser det som sit ansvar at dække et hastigt stigende behov at gøre typisk staten til surrogatfader. Og staten belastes yderligere, da vi ved, at skilsmissebørn har en stærkt forøget risiko for at løbe ind i problemer sammenlignet med børn, der vokser op med en mor og en far, og at de problemer bliver til samfundsproblemer.

Resultatet er, at vi fjerner os fra hinanden som køn, og vi bliver gradvist, men sikkert, endnu mere fremmedgjorte over for hinanden, bliver ringere til at løse konflikter og ser den ultimative løsning som den eneste.

Ind til anomalien bliver til normaliteten, og resultatet er, at vi bliver ringere som mennesker og ikke kan fungere som samfund. Ansvarsløshed bliver den falske løsning på et ægte problem.

Egoismen trives kun, hvor den gives plads, og samfundet kan som udgangspunkt kun minimere dens råderum ved at gøre det økonomisk vanskeligere for folk at lade sig skille og så ellers sørge for i skoler at undervise børn i en tolerance, der rækker ud over dem selv.

Vælger man at blive forælder må man afstå fra den normative vurdering af, at både mænds og kvinders selvrealisering kommer før hensynet til børn og familie. Og som samfund skal man helt kontakt fortælle forældrene, at børnene er forældrenes fulde ansvar.

Selvopofrelse ér en del af ens livsgrundlag som forælder, og kalder man dét for et martyrium, burde man aldrig have sat børn i verden.

Rigtigt er det, at en skilsmisse kan være nødvendig, men blot at angive nogle målepunkter som dér, "hvor hjemmet er præget af kulde, distance, skænderier, afsavn mere end af glæde, hengivenhed og umiddelbar varme", er simpelthen for enkelt og for nemt. Og forkert. For opfatter man problemer i parforholdet som en irreversibel proces, hvor man ikke vende tilbage, kan reparere - på hinanden og på sig selv, så inviterer man til splittelse.
 
24.02-2012 | 00:41 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
24.02-2012 | 20:17 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
25.02-2012 | 23:32 af Peter Bertram
Kvinder og mænds hjerner er vidt forskellige viser forskning. Den måde vi modtager informationer på er forskellig. Den måde vi navigerer i hverdagen på er forskellig. Det er der bare ikke særlig mange der giver sig tid til at tænke over og derfor opstår der mange småskænderier i parforhold der aldrig ville blive et skænderi, hvis vi forstod hinanden som mænd og kvinder lidt bedre. Jeg sidder og læser nogle bøger om hjernerne hos mænd og kvinder. Det er da til at grine af. Sikke nogle aha oplevelser og genkendeligheds historier, man kan nikke ja til. Jeg er gift på tiende år med min dejlig kone. Vi har 3 børn sammen. Det er da ikke altid fryd og gammen, men vi er tilgengæld heller ikke nogen der bærer nag. Vi kommer af med vi vil og så videre med teksten. Og gnisten er der endnu, også selvom sexliv og andet sagtens kunne være bedre til tider. Come on mand. Græsset er ikke grønnere på den anden og det vi har sammen er unikt.
 
 
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites