Politiken gentog i weekenden sig selv når det gælder fordømmende nedladenhed over for en stor del af befolkningens syn på indvandring eller Islam.

To af rådhuspladsens drenge fra den åndelige overklasse brillerede med en artikel om Astrid Krag (SF’eren med fornuftige holdninger til integration, som desværre befinder sig i et parti, hvor græsrødderne ikke er enige med folketingsgruppen).

Jeg har selv været medlem af SF i gymnasietiden, men bl.a. den ukritiske indstilling til kriminalitet og integrationsproblemer finder jeg ansvarsløs. For meget i SF er stadig samfundets skyld. Heldigvis har man internt fået lagt låg på salondebatterne, og Villy har fået fodfolket til at acceptere, at en kommende regering må føre socialdemokratisk politik, hvis den skal overleve.

Selvfølgelig var eller er Astrid Krags klassekammerater fra Tørring ikke racister. Man skal lede længe for at finde racister i Danmark. Der findes fordomme og diskrimination i Danmark som der gør i alle andre egne af verden. Begge dele skal bekæmpes, men man opnår i værste fald det modsatte ved at tale ned til alle, der ikke har møvet sig frem til en plads i den kreative klasse eller på anden måde fører sig frem som kystbanesocialister.

Ingen yderfløje i Danmark – hverken fra venstre eller højre - skal score billige point på det alter, som Politiken bliver ved med at insistere på, skal stilles frem til den kulturradikale og åndsindsnævrede københavneravis’ ofre. Med »ofre« mener jeg alle de vælgere, der tillader sig at stille kritiske spørgsmål, have frygt eller være skeptiske, uden at det af den grund gør dem det mindste racistiske.

Når det gælder den famøse »tone i udlændingedebatten«, har hverken de Radikale/Politiken eller DF det mindste at lade hinanden høre for. Astrid Krags tone ville være fornuftig, hvis blot den var troværdig. Hendes holdning afspejler desværre ikke den generelle opfattelse i partiets bagland.