Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, udtrykker sorg over Mogens Glistrups død.
Stifteren af Fremskridtspartiet døde tirsdag, 82 år gammel.
Den karismatiske politiker var en af grundene til, at Pia Kjærsgaard selv gik ind i politik og meldte sig ind i Fremskridtspartiet i 1978.
- Det er med stor vemod, at jeg har modtaget meddelelsen om Mogens Glistrups død. Vores politiske uoverensstemmelser er en kendt sag, men Danmark har meget at takke ham for, siger hun i en udtalelse.
- Han var en enestående fornyer, som formåede at se sin samtids problemer og rejse nødvendige debatter.
- Hans kontroversielle stil overskyggede desværre ofte for indholdet, men jeg tror, at eftertiden vil hæfte sig ved fornyeren Mogens Glistrup, siger Pia Kjærsgaard.
Pia Kjærsgaard var selv med til at ekskludere Glistrup fra Fremskridtspartiets folketingsgruppe i 1990, efter at Glistrup var blevet dømt for flere tilfælde af racistiske udtalelser. Senere igen dannede Kjærsgaard Dansk Folkeparti, og Glistrup blev atter optaget i det hensygnende Fremskridtspartiet, før han endeligt meldte sig ud i 2004.
For at undgå stødende kommentarer er det ikke muligt at tilføje kommentarer til denne artikel.
Mvh. redaktionen, Avisen.dk.