Hvor er den fagbevægelse, som uden at tøve forsvarer og kæmper for den almindelige lønmodtagers rettigheder på arbejdsmarkedet?

Den fagbevægelse som går på barrikaderne, hvis arbejdsgiverne og de siddende regeringer angriber arbejderne og deres ret til at få den løn, som de fortjener og den sikkerhed, som de skal have i krisetider, arbejdsløsheden rammer?

Fra hvornår har fagbevægelsens bosser påtaget sig rollen som arbejdsgivere og regeringernes forlængede arm for at legalisere og retfærdiggøre angreb på lønmodtagernes og de arbejdsløses rettigheder?

Lønmodtagerne blev frataget en af deres basale rettigheder under den tidligere regering, netop retten til dagpenge i mindst 4 år.

Den blev halveret uden nogen bemærkelsesværdig protest fra fagbevægelsen, velvidende at dagpenge er den eneste indtægt for mange af de mennesker, som mister deres arbejde pga. den økonomiske krise.

Den nye regering fortsætter blot med nedskæringer på de områder, som ingen havde fantasi til at forestille sig for blot nogle år siden.

Først blev efterlønssystemet ødelagt, så blev halvering af dagpengeperioden fastholdt på trods af andre løfter før valget.

Nu går regeringen efter førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og fleksjobber.  På trods af det skal lønmodtagerne lægge øre til samme sang om ”mere arbejde” hver eneste dag - alt imens flere og flere mister deres arbejde og samtidig mister deres sikkerhed som arbejdsløse.

Ingen ville have troet, at det med en fagbevægelse og de mange fagforeninger, ville så nemt for nogle regeringer at slagte de lønmodtagere og arbejdsløses rettigheder, en efter en.

De såkaldte trepartsforhandlinger er ikke en reel forhandling.  Regering har i forvejen forbudt fagbevægelsens bosser at tale om besparelser omkring dagpenge, efterløn, førtidspension og fleksjobber i ”trepartsforhandlingerne”.

Formålet med trepartsforhandlingerne er at finde 4. mia. kr. gennem endnu flere besparelser. Der er ikke tale om forhandlinger med fagbevægelsen om de nedskæringer, som regeringen allerede har foretaget og som betyder rigtig meget for lønmodtagerne og de arbejdsløses livsvilkår.   

Fagbevægelsen skal spille med på regerings udspil, så regeringen og de socialdemokratiske bosser i fagbevægelsen bedre kan overtale de utilfredse lønmodtagere, de arbejdsløse og de faglige aktivister, som synes, at de allerede har betalt en for høj pris for den økonomiske krise, som de ikke har været med til at skabe.

De har heller ikke været med til profitfesten, den gang arbejdsgiverne og bankerne scorede kassen og ikke ville dele det med nogen.

Lønmodtagerne skulle også denne gang kun nøjes med at have et arbejde med små lønstigninger. Nu har de også accepteret nul lønudvikling, som endnu en regning for krisen.

Arbejdsgivernes profitfest er hele tiden blevet kaldt for lønfest for arbejdstagerne. Nu går både regeringens, arbejdsgivernes og bosserne i fagbevægelsens slagord ud på at ” lønfesten skal erstattes med jobfest”.

Og det betyder nul lønudvikling for arbejdsmodtagerne samt mere arbejde for dem, som i forvejen knokler hårdt, samt flere besparelser, som rammer de mest trængte borgere i samfundet. Derudover skattelettelser for arbejdsgivere og bankdirektører! 

De socialdemokratiske fagforeningsbosser har fået en helt anden rolle i dag. De er mere optaget af, hvordan de skal undgå enhver faglig konflikt og få lønmodtagerne til at acceptere de vilkår, som de bliver stillet for.

De socialdemokratiske fagforeningsbosser har mere travlt med at hjælpe en socialdemokratisk regering til at gennemføre sine nedskæringer uden den store og betydningsfulde modstand.

Deres rolle er i dag reduceret til at finde ud af hvordan regeringen, som ved hjælp af højrefløjen og til gavn for arbejdsgivere og bankerne er i gang med at frarøve de arbejdsløse, den almindelige lønmodtager og de lavt lønnede deres bassale rettigheder og fjerne ethvert sikkerhedsnet under dem!

Der er behov for en fagbevægelse, som selv tør at sætte dagsordenen i stedet for at følge politikernes og arbejdsgivernes dagsorden og hele tiden bevæger sig inden for de rammer, som de sætter for den.

Det er på tide, at vi arbejdsmodtagere stiller krav og bliver mere bevidste om vores rettigheder. Ellers kan vi i krisens og ”velfærdens” navn blive frarøvet alle de rettigheder, som skal sikre os i krisetider i netop et velfærdssamfund.

Lønmodtagere og alle de arbejdsløse fortjener en fagbevægelse, som tager deres interesser alvorligt og kæmper for de rettigheder, der beskytter både lønmodtagerne og alle dem, som er blevet syge og slidte af deres arbejde.

De nemt mistede rettigheder er ikke nemme at få tilbage!