Jeg griber i bund og grund bare en enkelt sætning fra en artikel jeg faldt over - men det fik åbenbart nogle tanker i gang.

http://lokalavisen.dk/socialdemokratisk-svaervaegter-haelder-skidtspand-ud-over-helle-thorning-schmidt-/Sjaelland-Regionale-nyheder/20120817/artikler/308179984/1051?ref=eblister112

Er helt enig i Tom Bytofts udtalelses: "Det er rystende at se, hvor falsk vores nuværende statsminister er".

Hun er desværre ikke den stærke kvindelige profil, jeg havde håbet på, men vægelsindet og, i mine øjne, ude i en lidt mistænkelig "whats in it for me and my friends" ideologi. Meget lidt tillid i den retning herfra.

Derimod er jeg på mange punkter ikke uenig i den politik, der bliver ført. Men hvorfor faen' kan de ikke sælge den lidt bedre?

Jeg synes det hårdere kurs er på sin plads, da vi de seneste 30-40 år er lullet ind i et forsørger samfund. Min far på næsten 70 fortæller mig, at man engang følte skam ved at blive forsørget af det offentlige. I dag er der mange, der lever af det. Jeg ved godt, at engang er længe siden og meget er sket siden da. Vi skal heller ikke tilbage til skam. Men alligevel! Vi trænger til at blive rusket og tænke "hvad kan jeg gøre for at bidrage til, at vores land kan forblive verdens smørhul, hvor jeg uden egenbetaling, fx kan uddanne mig til det jeg gerne vil", i stedet for den usunde tankegang - "hvem kan gøre noget for mig og hvem betaler!"

De eksempler, der bliver fremstillet i medierne, som kvinden, der må sælge sin ejerlejlighed, og gutten på 46 år, som måske må flytte hjem til sin mor. Jeg kan ikke have ondt af dem. Røvdårlige eksempler! De har begge værdi i form af ejendom, og den ene har bil. Jeg gider da egentlig ikke være med til at betale til deres personlige ejendele. Man kan så diskutere, om det er samfundsøkonomisk forsvarligt at gøre det på denne måde, eller man fx er bedre tjent med, at kvinden får lov at beholde sin lejlighed. Men holdningen omkring ansvar for egen situation - heldigvis med en hjælpende hånd fra et primært velfungerende samfund - den er vi nødt til at dyrke.

I dag kan vi så læse om Jørgen, der har sendt 2000 et eller andet ansøgninger. Han har i hvert fald gjort en indsats, men et eller andet har der jo været galt, siden han ikke fik et job.

Han blev tilsyneladende kreativ og selvstændig igen, i takt med han mærkede økonomien ånde ham i nakken. Var han mon blevet det, hvis han kunne gå yderligere 2 år på dagpenge? Tjah, man kan jo kun gisne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor velhavende han mon var, mens det gik godt i firmaet.

Hvor mange er mon krakket, fordi de ikke var ansvarlige nok i de gode tider? (Bankernes ansvar strejfer mig her. For at præstere dårlig og decideret uansvarlig rådgivning).

Danskerne har jo gennem de gode år haft råd til læssevis af materielle goder - det har man kunne se i statistikkerne over vores forbrug. Desværre i et omfang, så også folk, der slet ikke har råd, har taget urimelige forbrugslån, for at få råd til materialisme. Hvad er det egentlig for en uansvarlig indstilling?

Om 2 år på dagpenge er rimeligt eller ej, har jeg svært ved at vurdere. Men tænk sig – tidligere har dagpengeperioden været uendelig – UENDELIG! Sådan har vi engang kunne ødsle med pengene. Det er da for vildt.

Nå! Så fik jeg da hugget lidt nedad. Det er jo det vi gør rundt omkring og ude i samfundet for tiden, er det ikke? Alle de arbejdsløse, førtidspensionisterne, nasserne. Klart! Nogle af dem skal bare i gang. Men der findes også masser af mennesker, som virkelig har brug for hjælp. Og desværre får alt for lidt af den. Det er dog en helt anden historie.

Hvem sparker så opad?

Hvem anfægter fx, at folketinget har givet sig selv lønforhøjelse i en krisetid, hvor de beder danskerne om at spare og gå fra hus og hjem? Hvordan kan man overhovedet tænke i skattelettelser, i denne tid? Hvordan kan det forsvares, at der er råd til den ene bankpakke efter den anden, mens bankdirektører forlader banken med gyldne håndtryk, og de der bliver, får stadig lønforhøjelser. Måske ikke funktionæren, der sidder bag skranken - men ledelsen gør! Hvordan kunne hele DONG affæren overhovedet få lov at ske?

Hvordan og hvorfor kan mænd som Riskjær og Thorsen blive ved med at drive virksomhed under og efter fængselsdomme? Hvorfor vil virksomheder samarbejde med dem? Ja, det er jo et ledende spørsmål - det ved jeg godt. Men hvor mange penge forsvinder ud i "ingenting"? Hvem tager ansvar for det?

Det er jo ikke KUN den almindelige dansker, der skal bidrage her. Det skal eliten også - og DET gør de ikke - nok!!

Og lad nu være med at give mig jeres... "Vi betaler så og så meget over skatten...." Ja, gu gør I så, for I tjener mest! Og selvfølgelig betaler I det tilbage I kan - lige som alle os andre. Til det samfund, som har udstyret Jer med den gode uddannelse og de muligheder I sikkert har. Og lad nu for himmelens skyld også være med at komme med klicheen... "Jeg overvejer også at flytte til udlandet...bla, bla, bla". Hvad fanden er det egentlig for en indstilling at ha', til et samfund, hvor næsten alt kan lade sig gøre - også at tjene penge.

“The world has enough for everyone's need - not for everyone's greed.” - Mahatma Gandhi.