Gradvist som vort velfærdssamfund udvikler sig til konkurrencesamfund og vi bevæger os ind i en globaliseret og multikulturel verden, vil der være begreber og fænomener som vi må lade ligge og andre som vi bør holde fast i.

For at overgangen ikke skal blive for svær og for pludselig, og for at udviklingen ikke skal løbe løbsk, må vi alle være bevidste om dette.

Det har foreløbigt givet udslag i lidt ejendommelige begreber som "værdi-debat" og endda "værdi-kamp". Men at reducere denne vigtige proces til en politisk/ideologisk konkurrence på ord, retorik og spil for galleriet er ikke særligt produktivt.

Det handler om mere end ideologier. Det handler om fremtiden.

Én af de størrelser, som jeg mener det er vigtigt at beholde, er det lettere diffuse begreb "socialt ansvar".

Socialt ansvar går i den korte version ud på, at vi som borgere i et samfund har et fælles ansvar for de samfundsværdier som er unikke for lige præcist vort samfund. Traditionelt har det været ansvaret for de socialt udsatte, de arbejdsløse, de syge og de gamle, samt vore børns trivsel. Men det kan også være ansvaret for miljøet, de naturlige ressourcer, etc.

Teoretisk set kan dette ansvar varetages på to fronter:

1) Man kan undgå at støtte socialt uansvarlige tiltag

og/eller

2) Man kan arbejde kontstruktivt for at fremme socialt ansvarlige tiltag.

Det er altså et ansvar som indeholder et element af personligt valg og derfor af etik.

Indenfor de sidste to årtier er begrebet Corporate Social Responsibility begyndt at dukke op, primært i de internationale erhvervsmedier. Det er et begreb som er opstået på baggrund af, at de private virksomheder udfylder en væsentlig rolle i vort samfund, og derfor nødvendigvis må tage et socialt ansvar.

For at der ikke skal opstå misforståelse vil jeg med det samme understrege, at jeg bestemt ikke er tilhænger af, at det sociale ansvar skal overlades til private virksomheder, og dette indlæg skal ikke tydes på den måde.

Jeg taler udelukkende om erhvervslivets ansvar som en del af det samlede. Som et supplement til statens indsats.

Virksomhederne har brug for optimale samfundsmæssige betingelser, og derfor bør virksomhederne også medvirke til fremme af disse på andre måder end blot ved at betale skat og beskæftige borgerne.

Man bruger udtrykket "coporate citizen" - altså, at virksomheden i sig selv har et medborgerskab og derfor en forpligtelse overfor samfundet.

I et samfund hvor arbejdslivet har en central rolle i dannelsen af vor identitet som samfundsborger og ikke mere kun er det sted hvor vi tjener pengene, vil også virksomhederne og arbejdsgiverne være nødsaget til at trække deres del af det sociale ansvar. En virksomheds identitet er ikke mere et spørgsmål om økonomiske succeskriterier - tallene på bundlinjen - men kommer i større og større omfang til at handle om den fortælling virksomheden kan byde på. 

Baggrunden for dette nye fokus på virksomhedernes sociale ansvar er det faktum, at forbrugere i de sidste 30 år er blevet gradvist mere bevidste og oplyste, og der er opstået nye kriterier for, hvad en forbruger tiltrækkes af.

Hvor det før i tiden primært var kvalitet og billige priser, som kunne tiltrække kunder, ser vi nu, at andre ting begynder at spille ind. Hvordan opnår virksomheden sit overskud? Hvordan forvaltes dette overskud? Hvordan produceres varen? Begreber som "fairtrade" og "økologi" er efterhånden blvet integrerede størrelser i forbrugermønstret, lokalt såvel som internationalt.

Og det viser sig, at dette ikke kun gør sig gældende for virksomhedens kunder, men også for medarbejderne. Løn og muligheder for at gøre karriere er ikke mere det eneste evt. jobsøgere fokuserer på. Det sociale miljø og værdien i virksomhedens gode rygte og etik er, især for yngre ansatte, af væsentlig prioritet.

Dette er en udvikling som de private virksomheder bør tage gravalvorligt. Og den indeholder faktisk en mulighed for især danske virksomheder. En del af dansk erhvervs problem er, hvordan vi finder nye områder, hvor vi kan specialisere os og gøre os gældende internationalt.

Socialt ansvar kunne være én af disse.

Og heldigvis er vi allerede i gang.

I Danmark blev begrebet "virksomhedens sociale ansvar" introduceret allerede i midten af 90'erne af Socialministeriet.

Centralt i den danske udgave står virksomhedernes ansvar for at fastholde og integrere marginaliserede samfundsgrupper - f.eks. ældre mennesker, handicappede, politiske flygtninge, etniske minoriteter og andengenerations-indvandrere - på arbejdsmarkedet. Således at personer som ikke er i stand til at leve op til arbejdsmarkedets krav, undgår at blive udstødt og udelukket fra fællesskabet.

Så, vi er med... Og det er, som sagt, et af de områder, som muligvis kunne trække dansk erhverv op af mudderpølen.

Så vil skeptikerne prompte udbryde: Jamen, vi er jo i krise! Hvordan kan du forlange, at virksomhederne skal varetage sociale ansvar, når vi befinder os i en økonomisk lavkonjunktur?

Det er et helt fair spørgsmål, men faktisk viser det sig, at det netop er i krisetider, at et begreb som CSR kommer til sin ret. Læs mere hér.

Interesserede kan Google "Coporate Social Responsibility" eller "CSR" eller gå ind på Copenhagen Business Schools hjemmeside. CBS har siden 2002 været en international player på området.