Essay

En tryllekunstner kan mange tricks.

Hvis hans forestilling er vellykket, så vil publikum ved tæppefald sidde med en fornemmelse af, at de har været vidner til et bevis på, at der i verden findes mennesker med overnaturlige evner. I virkeligheden er der tale om illusion. Og det ved publikum godt. Vi hvisker sammen og siger: Hvordan gjorde han det? Men vi ved godt, at der er tale om 'snyd' - keine Hexerei, nuhr Behändicheit. Med andre ord: teknik.

Moderne politikere anvender i vid udstrakt grad samme teknik.

Et godt eksempel er den teknik, illusionister kalder 'misdirection'.

Misdirection er grundliggende, primitiv og rent faktisk forholdsvis let at gennemskue og afsløre. I grove træk går teknikken ud på at kontrollere publikums opmærksomhed.

I sin mest enkle form består den i at vifte lidt med den ene hånd, mens man med den anden lister hønseægget ned i jakkelommen.

Publikums opmærksomhed vil være ved den flagrende hånd og kun få vil observere den anden hånds vej ned og op af jakkelommen. Teknikken kan udvikles og gøres mere raffineret alt efter forholdene. Mange traditionelle tryllekunstnere er, af samme grund, ledsaget af en 'smuk assistent', der alene ved sin tilstedeværelse udgør et medie for misdirection.

Dansk politik er fyldt af flagrende hænder. Og hvis det ikke er nok at flagre med hænderne, så kan man jo tage rekvisitter i anvendelse, for eksempel et tørklæde. Så kan man stå og vifte lidt med det, mens man putter det tilsyneladende borttryllede hønseæg i lommen.

Det kaldes af dem, der kender til det 'spin'. Og de berømte 'spin-doktorer' kan vi jo så kalde illusionistens smukke assistent.

Og hønseæggene?

Ja... Tjah... Hvad ved jeg? Jeg er som enhver anden medieforbruger i vort land tryllebundet og omdirigeret af spin, så hvad ved jeg om det? Jeg kan se mange problemer omkring mig, blandt de mennesker, jeg deler plads med i Danmark og Verden, som jeg personligt finder vigtige og bekymrer mig om, men som af den ene eller den anden grund bliver puttet i illusionistens jakkelomme (læs: trylles bort). Enkelte af disse problemer er for mig at se af så afgørende betydning, at det gør mig trist at opmærksomheden afledes fra dem.

Men jeg forstår det godt.

I sidste ende er det et spørgsmål om profit. Hvis illusionisten bliver afsløret, så vil han jo, i princippet, være færdig som markedsgøgler og må vælge en ny levevej - han mister anerkendelse og popularitet og dermed sin evne til at generere og akumulere profit. Denne risiko er nok til at få enhver illusionist til at gå til ekstremiteter for at bibeholde sin præstige. For der er jo mange andre gøglere på markedet, som står klar i kulissen og bare venter på, at hønseægget skal falde ud af den optrædendes hånd på vej ned i jakkelommen.

Er den flagrende hånd (med eller uden tørklæde) ikke nok, så kan man for eksempel pege. En pegende hånd vil umiddelbart dirigere publikums opmærksomhed helt væk fra illusionisten, hvilket giver ham større spillerum til at foretage skjulte transaktioner. I den forbindelse er det mest effektivt at pege mod andre illusionister, og hvis man er så heldig, at man kan afsløre konkurrentens trick, og dermed miskreditere hans præstige, så er sejren næsten i hus; bortset fra at man ikke selv for eftertiden vil kunne anvende samme trick - så længe publikums hukommelse rækker, hvilket i den danske medieverden vil sige omkring tre uger.

Danske medier gør en stor sag ud af at afsløre illusionisternes tricks. Dertil har man et bredt udvalg af såkaldte 'politiske kommentatorer', der rask stiller op til en snak om spin. Det der bliver talt om er illusionisternes tricks. Illusionisterne bliver bedømt ud fra deres evner til bl.a. misdirection og dygtigheden af deres smukke assistenter. De grundliggende ideologier er sagen ligegyldig.

Dette er den største af de flagrende hænder. Politisk debat er ikke mere en snak om politiske ideologier og de forskellige værdigrundlag og menneskesyn som disse repræsenterer, men en snak om teknik og tricks.

Det er spil for galleriet, mine damer og herrer, og vi lader os fortrylle af illusionen. Vi er dybt fascinerede af den flagrende hånd og den smukke assistents udskæring.

Og imens hærger fattigdom, hungersnød, sygdom, krig og naturkatastrofer vores verden. Disse fem plager er ikke mere bare noget, der sker for de stakkels gule og sorte djævle i de fattige lande sydpå, men en realitet i lille, gamle Danmark. Og det sker udelukkende fordi vi lader det ske. Vi sidder i teatersalens magelige stole og nyder forestillingen. Vi ved at det er en illusion, men vi vælger at ignorere denne viden, for det er jo så underholdende og så spændende at følge med i det politiske spil.

At det er vores ansvar, at hønseæggene forsvinder ubemærket, ja, også det forbigår vores opmærksomhed.

For dette ansvar er også et hønseæg i illusionistens lomme.

Men for illusionisten er det af afgørende betydning, at han er i stand til at opretholde sin præstige. For hvis ikke hønseægget kan skjules i jakkelommen, så vil der ikke være sedler og mønter til at fylde de andre lommer med. Og dette er det allervigtigste for enhver markedsgøgler.

Der findes kun een Gud, og hans navn er PROFIT.

PS: Vi er alle markedsgøglere. Hvor og hvornår har du din næste forestilling?