Det er et halvt år siden jeg sidst har anvendt avisen.dk. Min pause har været selvvalgt. Lad os sige, jeg mistede incitamentet.

Men den aktuelle fattigdomsdebat, og især de socialdemokratiske ministres udtalelser i den forbindelse, har bragt mine kropsvæsker så tæt på kogepunktet, at jeg ganske enkelt ikke kan holde min kæft, og derfor vælger jeg at udgive følgende.

Det drejer sig om mantraet "det skal kunne betale sig at arbejde". Et mantra, der bliver udtalt og gentaget af folketingspolitikere fra alle ender og kanter af det politiske spektrum.  De danske politikere synes at være rørende enige om dette simple og klare budskab.

Lad os lige tænke lidt over det: Hvad ligger der bag dette budskab?

Hvis det er påkrævet, at der skal være økonomisk gevinst forbundet med at tage arbejde, så må det betyde, at man som udgangspunkt går ud fra, at hvis folk ikke behøvede at arbejde, så ville de blive hjemme.

Hvor stammer denne antagelse fra?

Jeg vil vove at påstå, at der ikke er noget reelt bevis at finde i den virkelige verden, der understøtter denne antagelse.

Lad os se på arbejdsmarkedsstatistikkerne.

For befolkningsgruppen i den erhvervsaktive alder udgør arbejdsstyrken 80%. Denne erhvervsfrekvens er blandt de højeste i verden. Storbritannien har 50,2% og Tyskland 48,5% i arbejdsstyrken. Blandt de 15 gamle EU-lande ligger Danmark højest med hensyn til beskæftigelsesfrekvensen i aldersgruppen 15-64 år.  Samtidig (delvis som en konsekvens af dette) er den gennemsnitlige arbejdstid per indbygger i nævnte aldersgruppe nået op på 1171 timer/år, den fjerdehøjeste i EU.

I 1994 var ledigheden 11% for mænd og 14% for kvinder - det hidtil højeste. I 2001  var den 5% for mænd og 6% for kvinder - det hidtil laveste. I 2008 var den kortvarigt næsten nede på 2001-niveau. I Storbritannien og Tyskland har ledighedsprocenten ligget stort set uændret på omkring de 40 siden begyndelsen af tresserne og i Sverige ligger den også stort set fast på 25 procent.

I tredje kvartal af 2011 lå den registrerede arbejdsløshed ifølge den seneste Eurostat-statistik for Danmark på 7,6 % eller 160.800 personer.

Danskere vil altså gerne arbejde. Og de gør det, selvom der siden '30'erne har været mulighed for offentlig forsørgelse ved manglende egen-forsørgelse.

Antagelsen om, at folk ikke gider arbejde hvis de kan slippe for det kommer altså ikke fra de konkrete arbejdsmarkedsstatistikker.

Hvor kommer den så fra? Og hvordan kan det være, at vi hører repræsentanter fra begge sider af folketingssalen gentage dette mantra i en uendelig båndsløjfe?

Idéen er, at den arbejdende dansker i virkeligheden drømmer om det søde driverliv i lediggang på socialhjælp, og at man ville vælge dette liv, hvis det var muligt. Ikke forstået. Det ER muligt og har været det længe, og alligevel går folk på arbejde, end da mere end nogensinde før.

Mine damer og herrer, har I nogen bud på, hvor denne mærkelige antagelse, der beviseligt ikke har nogen baggrund i virkelighedens verden, kommer fra?

Tallene anvendt i denne sammenhæng bygger på offentligt tilgængelige tabeller fra Danmarks Statistik og Euro-stat. Tabeller, der også er tilgængelige for socialministre og den slags.