Udspillet til en fleksjobreform tegner dystre perspektiver for mange mennesker med kroniske sygdomme eller handicap og nedsat arbejdsevne. Annullér dog reformen og fokusér på at skabe arbejdspladserne!

Af Lisbeth Riisager Henriksen

Udspillet til en reform af fleksjob- og førtidspensionsordningerne er blevet fremført den 28. februar 2012 og har fyldt meget i medierne siden. De, der under de nuværende ordninger arbejder i fleksjob, skal efter en reform arbejde på noget nær ordinære vilkår. Og de, der nu er helt invalide, skal for fremtiden ikke få mulighed for førtidspension før efter 40-års alderen, men arbejde lidt, igennem årelange ”ressourceforløb” eller efterlades på kontanthjælp. ”En chance til alle”, kalder beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og socialminister Karen Hækkerup det flot.

Det klinger dog hult, når man med den ene hånd kommer med ”gode hensigter”, mens man med den anden tager det basale forsørgelsesgrundlag fra dem, som ”hensigterne” handler om. Den egentlige dagsorden handler jo om økonomien – statens, kommunernes og arbejdsgivernes økonomi, vel at mærke. Det klinger også lidt hult, når en socialdemokratiskledet regering vender 180 grader i deres politik efter et folketingsvalg og fører liberalistisk politik, og når Mette Frederiksen i øvrigt luftede de helt modsatte synspunkter, FØR hun kom til magten. Hvad blev der af det sociale ansvar for dem, der ikke kan klare sig helt selv?

Udspillet er udtryk for en helt grundliggende mangel på indlevelse i syge og handicappede menneskers livssituation, herunder en grundliggende mangel på forståelse af problemstillingerne i samspillet mellem sygdom og arbejdsmarked. Det er ikke klædeligt for en beskæftigelsesminister, der vil ændre så radikalt ved forholdene for mennesker, som har det svært, ligesom det ikke er klædeligt med den nedladende attitude.

Endvidere efterlader udspillet stærkt bekymrende og uretfærdige perspektiver, hvilket debatten i forskellige facebook-grupper og aviser allerede har vist; bekymrende og uretfærdige, fordi der er lagt i kakkelovnen til et scenarium, der vil være direkte katastrofalt for de allerfleste syge og handicappede mennesker hvad angår arbejdsmuligheder, økonomi og helbred. Den foreslåede nye fleksjobmodel har begrebsforvirringer, uretfærdige økonomiske forhold for fleksjobbere og så et ikke-adækvat billede af virkelighedens arbejdsmarked og af syge menneskers funktionsevne på programmet. Dette mit første blogindlæg på Avisen.dk skal være min stemme i forhold til fleksjobdelen.

Urimeligt menneskesyn og stigmatisering
Jeg kan forsikre Mette Frederiksen om, at der ikke er noget som helst "bekvemmeligt" eller "lukrativt" ved at have en kronisk sygdom eller en række af slagsen, der, foruden de personlige genvordigheder, betyder et livslangt afhængighedsforhold til de sociale myndigheder for at oppebære et økonomisk livsgrundlag! Det er en voldsom psykisk belastning, ud over belastningen ved dét at leve med alvorlige kroniske sygdomme eller handicap, også til stadighed at være underlagt Systemets uendelige vurderingsmøller, kontroller, mistillid og umyndiggørelse. Det er også det, jeg hører og læser om fra andre mennesker, som vil blive ramt af en eventuel vedtagelse af dette reformforslag, og de fleste ville gøre næsten hvad som helst for at kunne slippe for dette afhængighedsforhold, var det muligt. Men den mulighed har man bare ikke, når alvorlig sygdom eller handicap er livsvilkåret. Det skal man lige huske.

Reformudspillet bygger derfor på en helt forkert præmis og serverer en urimelig stigmatisering. Det er hovedrystende fejlagtigt at tro, at helbredsmæssige omstændigheder kan ændre sig positivt på grund af en lovreform, og at man kan piskes rask! Mennesket er ikke frit i den forstand, og sygdom og handicap er ikke noget, man sådan vælger til og fra efter "lyst og behag" og skiftende politiske dagsordner.

Bekymrende og uretfærdige perspektiver
Det er stærkt bekymrende og uretfærdige perspektiver, reformudspillet kommer med for de allerfleste berørte mennesker. Bekymrende, fordi en vedtagelse af reformen ville betyde indskrænkning af de reelle arbejdsmuligheder, af økonomien og for mange også risikere at forringe de helbredsmæssige forhold i takt med den øgede uro og stress omkring de arbejdsmæssige og økonomiske forhold.

Fleksjobordningen var oprindeligt tænkt sådan, at det enkelte menneske i fleksjob får en fuldtidsløn via en arbejdsgiver, som igen får et større løntilskud fra kommunen. Den var en mellemting mellem førtidspension og ordinært job, men med vægten lagt på sidstnævnte. Man ville udnytte de arbejdsressourcer, der måtte være tilbage, mod udvisning af en særlig fleksibilitet over for den ansatte. Hensynene kunne være forskelligartede: nedsat timetal, særlige handicaphjælpemidler, særlige arbejdstidspunkter, pauser i løbet af arbejdsdagen, individuelt tilpassede arbejdsgange eller andre ting. Deraf fleks-navnet på ordningen. Alternativet var kun førtidspension.

Den nye fleksjobmodel, som udspillet kommer med, efterlader os med en kæmpe forvirring om begreberne. Nu skal fleksjobbere på den ene side have en direkte overførselsindkomst (ydelse), men samtidig også deltage på arbejdsmarkedet på ordinære vilkår (løn); man skal både være klienter og arbejdstagere. Det er én stor selvmodsigelse, som også truer retssikkerheden.

Med reformudspillet påtænker man, at fleksjobbere kun skal ”lønnes for de timer, de kan arbejde” plus en offentlig ydelse. Men det er en meget dårlig ide! Man går ud fra noget, som man ikke kan honorere: Fleksjobbere magter jo netop IKKE at øge antallet af "effektive arbejdstimer" - det er derfor, de er visiteret til fleksjob!

Reformen ville derfor indebære en voldsom lønforringelse for dem, der er så heldige at HAVE ELLER FINDE et fleksjob! Men den vil formentlig også betyde, at fleksjobbere får sværere ved at konkurrere med de raske om de få jobs, der findes – det vil sige, at det bliver sværere at åbne døren ind til en arbejdsgiver! Forsørgelsesgrundlaget risikerer derfor at vælte for mange, og så vælter resten af læsset også let.

Man påtænker endvidere, at fleksjobbere ikke skal kunne opnå nogen ”relativt høj løn” i modsætning til i dag, hvor en ubetydelig lille gruppe kan opnå dette. På det almindelige arbejdsmarked hersker ellers den regel, at man skal have løn efter ansvar og kvalifikationer. Derfor er det uretfærdigt og uforståeligt, at man efter en reform skal miste denne rettighed, hvis man tilfældigvis lige er FLEKSJOBBER med højt arbejdsansvar og store kvalifikationer! Og det er uretfærdigt, at det altså heller ikke skal være anstrengelserne værd at tage en videregående uddannelse, hvis man er syg eller engang bliver det.

Reformudspillet sætter dertil en problematisk mangel på ledighedssikring op. Da det er meget svært at skaffe et fleksjob, er det urimeligt, hvis man forringer fleksjobberens generelle afskedigelsesvilkår, herunder tidsbegrænser ledighedsydelsen.

Hvor er jobbene?
Jeg er selv en fleksjobsøgende 38-årig cand.mag. med en lang række joberfaringer inden for bl.a. kommunikationsområdet. Efter godt to års stædig jobsøgning siden seneste lønnede job har jeg stadig ikke fundet én eneste arbejdsgiver, som vil ansætte mig 15-18 timer ugentligt i et fleksjob. Der er simpelthen ikke ret mange jobs på mindre end fuldtid, og alt for få arbejdsgivere åbner dørene. Blandt andet fordi der altid findes RASKE mennesker at ansætte! Det er det helt store problem, og derfor hjælper det ikke teoretisk at tale om fleksjobs på 15, 12 eller 6 timer. Vis os de arbejdsgivere, som virkelig ville ansætte mennesker på nedsat arbejdstid! Der er langt imellem dem.

Derfor burde politikerne fokusere på at forpligte ARBEJDSGIVERNE, så der kan blive SKABT flere fleks- og skånejobs. Og så burde man styrke den hidtidige tilskudsordning, så erhvervslivet får reelle økonomiske incitamenter til at ansætte mennesker som mig. Derudover bør man beholde den nuværende og langt mere retfærdige aflønningsform. Og drop så alle de meningsløse og omkostningsfulde kontroller og ”udviklingsforløb”, og reducer de administrative besværligheder, som dræner både de sygdomsramte mennesker, socialrådgiverne, virksomhederne og samfundet for overskud til at fokusere på det væsentlige: at skabe muligheder. Systemet er jo blevet et monster, som lever sit helt eget liv!

Giv os en virkelig chance i stedet for denne pseudomulighed!
Jeg håber inderligt, at I politikere vil lytte til alle advarslerne om, at en reform efter det fremlagte udspils anvisninger vil være katastrofal for rigtig mange mennesker. Jeg håber inderligt, at I vil forstå, at den indeholder himmelråbende uretfærdigheder og kun sætter yderligere barrierer op for, at mennesker i den store ramte gruppe reelt kan komme ind på arbejdsmarkedet og leve et værdigt liv med kronisk sygdom eller handicap. Det er mig derfor magtpåliggende at appellere stærkt til, at I annullerer reformen, sådan som udspillet ser ud! Tænk jer, hvis det havde været JER, der blev ramt af sygdom eller handicap! For ingen af os er jo herrer over den slags.

Jeg vil også appellere til jer arbejdsgivere derude: Giv os fleksjobbere en reel chance! Åbn døren for de næste kvalificerede fleksjobbere, som banker på hos jer, når I har nogle jobs! Vi har jo noget at tilbyde, men det vil I kun opdage, hvis vi får chancen for at vise det.

Ellers frygter jeg et fremtidsscenarium, som satiretegneren kunne skitsere som følger: Vi fleksjobbere sidder som i kørestole på en togperron og kan ikke selv bevæge os, mens skiftevis beskæftigelsesministeren og arbejdsgiverne skubber os ned på togsporet. ”Ingen skal parkeres på perronen!” lover de os samstemmende.

Sagde de en chance til alle?


Lisbeth Riisager Henriksen, født 1973, er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur samt musikvidenskab og har en lang række erfaringer inden for kommunikation og redaktion. Blandt andet udkom hun sidste år som redaktør på bogantologien "Hvad i alverden er meningen? Om at leve med kronisk sygdom og handicap" (Unitas Forlag), hvor en lang række fagpersoner giver bidrag om de eksistentielle og religiøse udfordringer ved livet med kronisk sygdom eller handicap for såvel den ramte som de pårørende.