Født i 1965. Opvokset på Falster. Enten var Falster forkert eller også var jeg. Vi passede i hvert fald ikke rigtigt sammen.
Min barndom var præget af mobning. Jeg følte mig altid skæv og forkert i forhold til omgivelserne. Jeg tænkte tanker, der slet ikke vandt genklang hos hverken mine klassekammerater eller hos mine forældre.
Min force var mine boglige evner. Alligevel endte jeg som førtidspensionist som 25-årig. Var det miljøet eller de dårlige gener? Aner det ikke, men i hvert fald var og er jeg udstyret med et meget skrøbeligt sind. Derfor følte jeg mig ikke "parkeret" da jeg fik førtidspension. Jeg var dybt taknemlig! Jeg følte at jeg fik fred til at prøve at bygge et tåleligt liv. Det var ikke altid det sjoveste i verden at skulle fortælle om denne titel. Folk blev måske lidt forlegne, men jeg følte ikke de fordømte mig. Denne fordømmelse er dog kommet de sidste år og det er grunden til at jeg blogger.
Der fremsættes konstant beskyldninger mod førtidspensionister. De værste skældsord bruges som regel af anonyme, feje hunde rundt omkring på nettet. Efterhånden virker det som om, mange opfatter os som snyltere og parasitter. Det er blevet umoderne at spørge ind til årsagen og prøve at forstå, hvorfor et psykisk eller fysisk sygt menneske ikke kan arbejde.
Politikere er højere på strå end disse anonyme svinehunde, så de siger tingene pænere og snedigere: Vi vil jo hjælpe disse parkerede, siger de, og bidrager til stigmatiseringen i lige så høj grad som de der bare sviner os til.
At blogge om disse ting, at prøve at få udryddet nogle af myterne, er efterhånden blevet en livsnødvendighed for mig. Derfor sidder jeg her og skriver...
I november 2011 udgav jeg bogen Dans på tornede roser. Bogen er et forsøg på at påvirke debatten om førtidspension og for en eneste gangs skyld at vise, hvordan verden ser ud med en førtidspensionists øjne.