Da regeringen overraskende kunne melde ud, at nu havde man fået en skatteaftale på plads, var der en ting, der stod lysende klart: boligejerne var endnu engang blevet fredet. Og denne gang på bekostning af de svageste her i landet. Det var Venstre og Konservatives pris for at være med i en aftale.
Det er således murstens-millionærerne, der er den store vinder i skatteaftalen. Og det er de arbejdsløse og ikke mindst dem, der mere permanent står udenfor arbejdsmarkedet, der betaler for det.
På trods af at alle økonomer anbefaler, at man gør noget ved beskatningen af boliger, er de små fremskridt på dette område, som regeringen lagde op til, røget ud af den endelige aftale. S, SF og R havde foreslået at reducere rentefradraget en smule. Men Venstre og Konservative insisterede på, at boligejerne skulle friholdes fuldstændigt, og havde held med at få det gennemtrumfet.
Det er ærgerligt af flere grunde. Dels fordi, det kunne have givet aftalen en bedre social balance og fordi, det ville have været starten på et opgør med den fredning af boligejerne, som Fogh startede for 10 år siden. Og dels, fordi det er økonomisk snusfornuft at flytte skat fra mobile kilder som arbejde til ikke-mobile kilder som ejendom. Derfor er denne del af aftalen også det, som de økonomiske vismænd er mest kritiske overfor.
Som vismand og økonomi-professor Claus Thustrup Kreiner udtrykker det: ”Med økonomfaglige briller er ejendomsværdiskatten meget lav. Problemet er, at den er faldende og er på vej til at blive helt udhulet. Det vil være naturligt, at der var en indfasning, så den blev øget i forhold til sit nuværende niveau”.
Men den gratis gevinst til murstens-millionærerne modarbejder også regeringens egne prioriteter.
Regeringen har nemlig sagt, at den vil måles på dens evne til at reducere uligheden i Danmark. Men med denne aftale har den sat sig selv bagud på point på den front. For både øgningen af beskæftigelsesfradraget, den højere topskattegrænse og ikke mindst udhulingen af overførselsindkomsterne øger uligheden. Og det, der kunne have trukket den anden vej – det mindre fradrag for renteudgifter – er altså forsvundet ud af den endelige aftale.
Skatteaftalen har fokuseret for meget på, at den skulle øge udbuddet af arbejdskraft. Det er særligt det, der bruges som argument for at øge grænsen for, hvornår man skal betale topskat.
Men grundlaget for denne vurdering er meget tyndt. De sidste 10 år er skatten blevet sænket 3 gange. Dog uden at det har fået danskerne til at arbejde mere. Både arbejdstiden og deltagelsen på arbejdsmarkedet er faldet i samme periode.
Og selv hvis det skulle virke, er det ikke den rette medicin i en tid med stigende arbejdsløshed og udsigt til flere magre år. I den situation er det mere afgørende med tiltag, der øger efterspørgslen på kort sigte. Dem har regeringen taget nogle af, i skatteaftalen bl.a. det, at man giver en skatterabat, der investerer i nye maskiner og andet, der skaber arbejdspladser. Men der kunne godt have været flere.
Regeringen gør også andre gode ting med skatteaftalen: Man letter skatten på det, vi gerne vil have mere af – nemlig arbejde, iværksætteri og investeringer. Og særligt det øgede beskæftigelsesfradrag tilgodeser de mennesker, der har de laveste indtægter og som blev overset under Fogh og Løkke. Man hæver også bankernes særlige skatter og øger således deres bidrag til fællesskabet. Det er et godt signal.
Men det fjerner ikke indtrykket af, at murstens-millionærerne vinder hver gang. For mens der bruges økonomiske hensyn og argumenter for at reducere overførselsindkomsterne, preller de samme argumenter af, når det drejer sig om det, allerflest økonomer mener, er det mest presserende: at øge skatten for de rigeste boligejere.
Kristian Weise er direktør for Tænketanken Cevea. På denne blog leverer han progressive perspektiver på politikernes gøren og laden, de største samfundsudfordringer og tidens tendenser.