Det var Zlatans! Andet kan man næsten ikke tænke, når man hører hvad den svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic får i årsløn efter sit skifte fra AC Milan til nyrige Paris Saint-Germain: Svimlende 105 millioner danske kroner – efter skat, naturligvis – er årslønnen.

Det giver ham en dagsløn på 287.671 kr., hvilket næsten er lige så meget som de 304.500 kr., der er den gennemsnitlige årsløn i stjernens hjemland.

Hvis rygterne taler sandt, så gad Zlatan Ibrahimovic egentlig ikke til fransk fodbold, hvorfor han pressede sin løn til det yderste. Det lykkedes ham til fulde, må man sige.

Glæden var dog til at overse i den franske hovedstads regeringskontorer.

"Disse summer er astronomiske, de er ufornuftige, og de afspejler, hvad vi ikke kan lide ved fodbold: Fraværet af enhver form for regulering, og underskud, der bunker sig op på de europæiske fodboldbudgetter," udtalte landets sportsminister Valerie Fourneyron efter handlen.

Zlatan Ibrahimovic’s løn afspejler en tendens, der ikke kun gør sig gældende i fodboldens verden: toplønningerne bliver bare ved med at stige og stige. Og det på trods af finanskrise, rekordhøj arbejdsløshed og lande på kanten af statsbankerot. Som konsekvens er der andre, der skal holde for. Og uligheden mellem den lille gruppe, der har det hele, og majoriteten, bliver bare større og større.

Intet sted er udviklingen så udtalt som i fodboldverdenen (på nær måske i finansverden og i de store multinationale virksomheder). I den bedste engelske række er spillernes løn steget med tocifrede vækstrater hvert år de seneste 20 år. Det betyder, at en spiller i den bedste række nu tjener 46 gange så meget, som man gjorde i 1984.

Gabet mellem hvad en engelsk fodboldspiller tjener og resten af befolkningen tjener er tilsvarende galoperet i vejret. I 1984 tjente en fodboldspiller i den bedste række således i gennemsnit 2,5 gange så meget som en engelsk arbejder tjente i løbet af et år. I 2010 var det 69 gange så meget.

Men det er ikke kun i fodboldens verden, at udviklingen har set sådan ud. I store dele af erhvervslivet er forskellene blevet endnu større. I de 500 amerikanske virksomheder, der er repræsenteret i aktieindekset S&P 500, er toplønninger fortsat opad fra et i forvejen meget højt niveau: Tilbage i 1980’erne fik en direktør i disse firmaer i gennemsnit 42 gange det, en almindelige arbejder tjente. I 2011var det 380 gange så meget.

I Storbritannien er billedet det samme. Det skønnes, at en gruppe af topledere, der kun udgør 0,1 pct. af befolkningen, vil sidde på 14 pct. af den britiske nationalindkomst inden 2035. Så stor en skævhed er ikke set siden den Victorianske periode.

Og også i Danmark følger vi godt med. Vi har senest hørt om DONG-direktører, der tjente 20 millioner kr. om året. Vi kender til bankdirektører, der oveni årtier med høj løn, får 3 millioner i pension om året så længe de lever. Og af diverse økonomer og højrefløjens politikere får vi dagligt at vide, at de danske arbejdere skal ned i løn for at være konkurrencedygtige, mens de danske direktører skal op i løn, så deres lønninger bliver konkurrencedygtige og der kan tiltrækkes de rigtige folk.

Men topcheferne fortjener jo disse lønninger, når de nu gør de virksomheder, de står i spidsen for, mere værdifulde, ik?

Det hører man tit fra dem, der forsvarer de høje lønninger. Men argumentet holder ikke ved nærmere eftersyn: Toplønningerne i de største amerikanske virksomheder steg eksempelvis med 13,9 procent fra 2010 til 2011. Men S&P aktieindekset endte på samme niveau som ved årets start. Virksomhederne var altså ikke blevet mere værdifulde i løbet af året.

De galopperende toplønninger ikke kun er en udfordring fordi de øger uligheden og viser, at retfærdighed ikke er en del af den moderne økonomi.

Nej, de stigende toplønninger sætter også pres på indtjeningen i mange af de virksomheder, der er arbejdspladser for almindelige mennesker og som andre almindelige menneskers pensionsopsparinger er placeret i.

Det betyder ganske simpelt, at lønningerne ikke kun er problematiske på et symbolsk plan, men i den grad også er det i den virkelige verden: Toplønningerne - ikke mindst i USA og Storbritannien - er ikke kun steget mere end virksomhedernes indtægter og overskud, men også som andel af deres samlede lønudgifter. Dermed er konsekvensen af de stærkt stigende toplønninger, at der kan blive færre ’normale’ ansatte, og som minimum, at det nedadgående pres på alle de andres lønninger øges og at aktionærerne (herunder ganske almindelige pensionskasser) får et mindre afkast.

Derfor har man da også set, at der er kommet stigende fokus på direktørlønninger og bonusser i amerikanske virksomheder, og at aktionærgrupper har kæmpet for stigende kontrol med lønningerne. For hidtil er lønstigningerne til en vis grad blevet uddelt mellem venner – den virkelige verdens ’Old Boys’ Network’, for ja, den verden er stadig domineret af mænd – hvor den ene direktør har været bestyrelsesmedlem i den andens virksomhed.

I Storbritannien har der sågar været nedsat en ’High-Pay’ kommission. I dens endelige rapport var nogle af anbefalingerne, at lønningerne til erhvervslivets topledere bør forenkles væsentligt, og at de virksomhedsudvalg, der fastsætter lønningerne, også skal have almindelige medarbejdere repræsenteret. Og alt i alt, at der skal sættes en stopper for de toplønninger, der er løbet løbsk og som vurderes som skadelige for den britiske økonomi.

Men hvad så med Zlatan?

Zlatan Ibrahimovic er en gudsbenådet fodboldspiller. Og han har en historie, der er så spændende, at den i disse dage topper de danske bestsellerlister. Han er på en gang en provokatør og enfant terrible, og et positivt forbillede for en masse unge i Sverige.

Men den lønudvikling han er eksponent for skulle nødig også blive et forbillede. For den vil betyde, at de mange hundrede unge i det sociale boligbyggeri Rosengården, hvor Zlatan er vokset op, skulle acceptere at arbejde for stadig lavere mindstelønninger til gengæld for drømmen om, at bare én af dem en dag kunne score kassen.

Kristian Weise er direktør for Tænketanken Cevea. På denne blog leverer han progressive perspektiver på politikernes gøren og laden, de største samfundsudfordringer og tidens tendenser.