Århusianerne kæler ikke længere kun med deres dyr. Kæledyr bliver i stigende grad pint og plaget af deres ejere, og det er ikke længere et ukendt fænomen, at folk mishandler deres kæledyr. Og det har fået århusianerne op af lænestolen og hen til telefonen for at anmelde, at naboen slår eller sparker sin hund.
Hjælpetjenesten hos Dansk Dyreværn Århus modtager nemlig hvert år 600 telefonopkald fra borgere i Århus-området, som anmelder dyremishandling.
Det siger lederen af hjælpetjenesten, Mogens Nielsen, som fortæller, at det er tre gange så mange som for 10 år siden.
»Der er kommet mere fokus på dyrevelfærd, og folk finder sig ikke i så meget som tidligere,« siger han.
Han oplyser, at antallet af sager med mishandlede dyr i Århus-området på 10 år er steget med 80 procent. Det resulterer i, at der hvert år er 200 sager om dyremishandling.
Det bliver værre
Hos Østergaards Dyreklinik i Tranbjerg bliver mange af de mishandlede dyr behandlet.
Dyrlæge Finn Østergaard, der ejer klinikken, oplever, at der kommer et stigende antal mishandlede dyr ind af døren.
»Før i tiden så vi dyr, der ikke havde fået mad nok. Men nu får vi dyr ind, hvor folk har påført dyret smerte og lidelse. Det bliver grovere og grovere,« siger han.
I mandags ramte endnu en sag om dyremishandling Århus, da den syv måneder gamle labradorhvalp Emma blev fundet dinglede fra et træ nær Tivoli Friheden. Hunden var hængt op i sit halsbånd og var helt udmagret. Men mishandlingen af Emma er ikke noget enestående eksempel på dyremishandling.
»Jeg har set dyr, hvor folk selv har forsøgt at lave kirugiske indgreb og skåret i både ører og poter,« siger dyrlægen.
Mogens Nielsen har gennem sit arbejde i hjælpetjenesten oplevet, at det ofte er mennesker, som ikke har styr på deres eget liv, som vanrøgter dyr.
»Når man ikke har styr på sit eget liv, kan man ikke passe et dyr,« siger han