Krifa påvirker en udvikling, der skaber en ny underklasse

I et indlæg i pressen fremfører Finn Jarnvig, regionsformand for Kristelig Fagforretning, at årsagen til blokaden af Vejlegården er, at LO og 3F tænker på sig selv og kæmper for indflydelse. Det er fuldstændig sandt, at LO og 3F ønsker indflydelse, for vi gyser ved tanken om, hvad der ville ske, hvis Kristelig Fagforretning skulle sikre de danske lønmodtagere. Finn Jarnvig nævner, at der er 2 kroners lønforskel for kokke i aftalerne. Det er ikke korrekt. Lad os kigge lidt nærmere på det:

I Krifas overenskomst er mindstelønnen 110,50 til alle. I 3Fs er den 125,42 til faglærte. I Krifas overenskomst har man først ret til løn under sygdom efter 9 måneder, i 3Fs efter blot 8 uger. I Krifas overenskomst er der ingen regler om ugentlige fridage, i 3Fs er der ret til 2 fridage hver uge. Og jeg kunne fortsætte. På hele 41 ud af 46 punkter er 3Fs overenskomst markant stærkere end Krifas.

Beskyldningen om, at LO og 3F tænker på sig selv, og den implicite påstand om, at vi så ikke tænker på lønmodtagerne, er fornuftstridig, når nu de to ting er uløseligt forbundet. Vores kamp er lønmodtagernes kamp. Hvis kamp, kæmper Krifa? Hvad bidrager Krifa med for lønmodtagerne? Billigere kontingenter, ja, men det er også nødvendigt med de lave lønninger, I under de danske lønmodtagere. Ellers har jeg svært ved at se, hvad jeres ambitioner er for den danske lønmodtager. Lavere løn, dårligere sikring, mere manøvrerum til en arbejdsgiver. Discount. Så er det klart, at 3F og resten af LO træder i karakter i en sag som Vejlegården.

Arbejdstid, løn, ferier og rettigheder spiller en meget central rolle i menneskers liv. Når 3F konflikter over Vejlegården drejer det sig ikke om monopol. Det drejer sig om dét, som er 3Fs og LOs kerne; at sikre lønmodtagernes vilkår. Det gælder ikke kun for de ansatte på Vejlegården, men for alle lønmodtagere.

Hvis lønnedgang bliver dagens kost i Danmark kan vi se frem til en ny underklasse, som den vi ser i Tyskland, hvor et stigende antal mennesker er fattige til trods for, at de har fuldtidsarbejde. Så hvordan er det nu, det forholder sig med den lille mand og systemet? Hvem repræsenterer hvad? Og bliver en lønnedgang smukkere, blot fordi man smører maskineriet med floskler om frihedskamp og monopolbrud?