Løgn og kreative drejninger af sandheden synes at være et legitimt våben for kommunerne, når de skal skaffe sig af med syge.

Alle de love, direktiver og regler, der er blevet sat i værk for at hjælpe syge til at få pension, eller til at få syge lempeligt tilbage i arbejde efter lang sygdom bliver nu alene brugt på at undertrykke og mishandle syge i en grad, der ikke sømmer sig for noget samfund. Det er skammeligt, som kommunerne og deres velvillige lakajer på kontorer og i kontorlandskaber bruger alle midler på at få syge skubbet i afgrunden eller omkostningerne presset hen på et andet kommunalt kontor… altså budgetrytteri.

Jeg har en rigtig dygtig sagsbehandler. Hun kan tage, hvad som helst jeg siger ud af kontekst og bruge det mod mig. Hun kan tage en sætning udtalt for seks måneder siden og bruge den som argument for en påstand fra i går. Hun er villig til at gøre hvad som helst for at gøre livet så surt for mig, at der er en chance for at jeg smutter på kontanthjælp eller endnu bedre: Binder slipset fra Randers Reb om halser og kyler det over hanebjælken, inden jeg vælter taburetten og får en ende på mine smerter.

Skulle jeg for et øjeblik blive så højrøvet, at jeg tror, jeg er noget særligt, så skal jeg bare huske på de mange reaktioner, jeg får på denne blog. Jeg er ikke noget særligt. Min sag er ikke unik. Det er sådan, Danmark behandler sine syge.

Min Amanda kan noget med ord. Hun kan med rolig hånd ændre kendsgerninger til noget, der passer i hendes og kommunens kram, men som har uendelig lidt med virkeligheden at gøre. Amanda tryller, og vupti: Alt er min skyld. Hvis Reva ikke vil have mig, er det min skyld, fordi jeg skriver en blog, eller fordi jeg er negativ, eller fordi jeg ikke havde kringle med til det seneste møde med Amanda.

Lad mig forklare: For nylig har jeg modtaget en besked fra Revacenter om, at jeg ville blive orienteret pr. brev, om det kommende individuelle forløb. Jeg har ventet i en uge, uden at modtage noget. I dag reagerer Amanda så, og skriver til mig og Ricky fra privatraadgiver.com, at jeg ikke "responderer" på Revas opringning.

Amanda stopper ikke der, hun kan nu fortælle, at personale og ledelse på Reva åbenbart ikke er kompetente nok til at tage sig af depressive mennesker, hvis de depressive er negative. I hvert fald påstår Amanda nu, at personalet føler sig utrygge, og at jeg her på bloggen har misbrugt og manipuleret en mail fra Reva til Amanda. Jeg har gengivet en mail i fuld ordlyd, og kun ændret personnavne. Det må være mig, der ikke helt forstår, hvad manipulation er for noget, for i min verden vil jeg påstå, at Amanda manipulerer kendsgerningerne så groft, at der må ligge en dagsorden bag, som jeg ikke kender.

Jeg ved ikke, om Amanda er løgner, eller om Reva handler irrationelt. Men af Reva og Amanda er der en, der lyver mod bedre vidende. Altså i ond tro. Ikke nok med at jeg skal slås med min lidelse, jeg skal også slås mod urimelige regler og endnu værre mod en ondsindet tolkning af reglerne, krydret med løgn, fortielse og fordrejninger. Men igen… jeg er ikke noget særligt: Det er den måde, vi behandler syge på i Danmark.

Det er mere og mere tydeligt for mig, at Amanda ikke har tænkt sig at hjælpe, og det er helt klart, at denne blog synes at være en torn i øjet på hende. Det må hun så leve med. Jeg forsøger ikke at være objektiv, jeg beskriver alene, hvordan det hele ser ud fra min side af bordet. At jeg så af gammel vane samtidig forsøger at holde mig til kendsgerninger, at nuancere og holde Amanda under pseudonym er i min verden et plus. Jeg hænger Amandas handlinger ud, ikke hendes person. Jeg aner ikke, hvem hun er, men tror stålsat på, at hun er sød og rar, når hun ikke forvalter kommunens pengekasse med en nidkærhed, der pænt sagt er uklædelig.

Det seneste halve år er min tilstand blevet konstant værre. Mit humør daler, og jeg har ingen lyst til at stå op. Jeg har ingen tro på, at det bliver bedre og absolut intet håb om, at kommunen vil forsøge at hjælpe mig. Alt hvad jeg siger og gør, bliver vendt og drejet, og det som taler til min fordel udelades, mens det der kan skade mig understreges.  Jeg forstår af et rent hjerte ikke denne iver fra Amandas side til at få mig helt ud på overdrevet… helt ud over kanten.

Kan det være så simpelt som, at hun er på akkord? Jo flere hun får til at hænge sig, desto flere penge sparer hun kommunen, og de penge giver hende så en lille bonus, så hun kan købe sin egen kringle.

I sidste ende er det jo op til folketinget at tage fat. Men staten tror jo også, at den har gavn af at slå de syge ihjel.

Medlidenhedsdrab straffes i Danmark, når det udføres af familiemedlemmer, men honoreres når det udføres af stat og kommuner.